SEB Kort halverer sin danske marketingafdeling

Peter Engholm
25@mail.dk

Den førende kreditkort-udsteder i Danmark sigter mod større effektivitet i markedsføringen. Det indebærer fyringer og flere opgaver til bureauerne.

SEB Kort markedsfører og sælger kreditkort herhjemme under brands som Diners Club, Eurocard og MasterCard, men selvsamme markedsføring er i øjeblikket under forandring.

Det betyder, at SEB Kort centraliserer en række opgaver til Stockholm og dermed mere end halverer antallet af danske marketingmedarbejdere.

”Vi er i forvejen en nordisk organisation, hvad angår marketing. Således håndterer de enkelte landes afdelinger ikke kun lokale opgaver. Centraliseringen af visse funktioner betyder imidlertid, at den danske marketingafdeling bliver skåret ned fra 7 til 3 medarbejdere. Vi må desværre sige helt farvel til 2 dygtige medarbejdere, mens andre 2 har fået andet job i SEB Kort,” siger Jørgen Holme, der er direktør i SEB Kort Danmark.

Han oplyser, at målet med ændringerne er øget effektivitet gennem bl.a. et tættere bureausamarbejde.

”Vi vil komme til at bruge vores bureauer til flere opgaver. Vi samarbejder med reklamebureauet SWE og med produktionsbureauet Citat. For sidstnævntes vedkommende er der tale om en koncentration af samarbejder, fordi vi frem til nu har haft flere produktionsbureauer – nu bruger vi Citat, der arbejder på alle vore nordiske markeder,” siger Jørgen Holme.

Mindre marketing og flere opgaver til bureauerne – det klinger af outsourcing …

”Det vil være for forsimplet at konkludere sådan. Organisationen laves om for at effektivisere samarbejdet med vores reklame- og produktionsbureauer, så der sker mange ændringer inden for marketing hos SEB Kort,” siger Jørgen Holme.