Seks danske talenter i fornemt selskab i Cannes

Peter Engholm
25@mail.dk

En af bureaubranchens største karrierekanoner for studerende, AKQA’s Future Lions i Cannes, ser i år rødt-og-hvidt. Blandt godt 1.000 indsendte arbejder er tre danske teams kommet på shortlisten.

I 2007 blev AKQA opfordret af Cannes Lions til at holde et foredrag for de unge løver på festivalen. Men frem for at høre sig selv tale valgte bureauet – der sidste år blev det mest vindende digitalbureau ved netop Cannes Lions – at se, hvad de unge havde at byde på. Det blev til konkurrencen Future Lions, som bureauet nu arrangerer på 6. år i Cannes-regi.

Konkurrencen, forbeholdt studerende, er støt vokset, og i år har flere end 1.000 teams sendt ind til konkurrencen, og en jury – med bl.a. topkreative fra AKQA – har nu gransket sig frem til en shortliste bestående af 40 arbejder.

Og som noget helt enestående er der ikke færre end 3 danske arbejder på shorlisten – alle fra DMJX: Kreativ Kommunikation … og alle fra samme klasse.

“De tre teams er alle fra 2. årgang – de er således kun godt halvvejs i deres uddannelse, og det sætter nomineringerne i et om muligt endnu flottere lys. Vi er helt euforiske på de tre teams vegne, og vi er glade på skolens vegne. Vi har længe haft et internationalt perspektiv, og når hele tre er nomineret ved en så prestigefuld pris, så kommer skolen også på verdenskortet,” siger Katrine Granholm, lektor ved DMJX.

De tre nominerede teams – og deres arbejder – ved Future Lions er:

Sidstnævnte team har i øvrigt varmet op på Future-fronten, da de for godt to uger siden ved Danish Internet Award vandt DIA Future-konkurrencen.

Future Lions har en enkel brief: “Reklamér for et produkt fra et globalt brand på en måde, der ikke ku’ ha’ ladet sig gøre for fem år siden – til en målgruppe efter eget valg”. Og juryen tildeler op til fem teams en Future Lion.

At Future Lions er en karrierekanon – og at der er en flot dansk præstation at bygge videre på fra Cannes – understreges ved at skrue tiden små to år tilbage:

I 2010 blev det til en dansk Future Lion – til Peter Ammentorp og Nicolai Villads. Dén pris – og guld i Young Lions, bevares da – åbnede døren til Ogilvy, der sendte teamet jorden rundt i et år til kontorer i hhv. Shanghai, Paris, New York og Sao Paulo. Og i begyndelsen af 2012 fortsatte den eventyrlige rejse for de to unge danskere, der nu er ved at bygge et nyt Paris-kontor op for … hvem andre end AKQA.