Selv mit indkøb af toiletpapir bliver overvåget

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Berlingske-journalist har indlæg om NSA-skandalen, der samtidig stiller spørgsmål ved markedsføringsverdenens brug af data.

Forleden skrev vi om, at manglen på relevans vil komme til at udfordre den digitale markedsføring. I dag i Berlingske kan man så læse en artikel, af avisens London-korrespondent, Michael Bjerre, der giver et andet syn – nemlig, at relevans også kan indebære et problem for markedsføringen, fordi den begynder at lugte af overvågning.

Han reagerer i hvert fald negativt.

Artiklen tager sit afsæt i den voldsomme overvågning, amerikanske NSA har foretaget og lanceres under overskriften “Selv mit indkøb af toiletpapir er overvåget.”

Artiklen ledsages af en tegning af en mand på et toilet med følgende tekst:

“Godmorgen – til det aflagte toiletbesøg anbefaler vi 6 stykker af dit favorit toiletpapir – ‘Sainsbury Basis White’. Hvis du i fremtiden vil forbedre din afføring, anbefaler vi, at du starter dagen med 32 gram Kellogg’s All-bran (udregnet efter dit BMI-tal). Der er i dag to pakker for ens pris i dit foretrukne supermarked.”

Michael Bjerre fortæller om et brev, han har fået fra dagligvarekæden Sainsbury med tilbud på 10 konkrete varer.

Der var tale om varer, som han rent faktisk bruger, så relevansen var der absolut og den første reaktion var positiv. Rabat på varer, man foretrækker, er da fint.

Men så melder eftertanken sig omkring den betydelige overvågning, der jo også er tale om. En overvågning, som bliver større og større. F.eks. er en anden britisk dagligvarekæde, Tesco, på vej med et system til deres tankstationer, hvor man ved hjælp af billed-analyse af kunderne på deres tankstationer kan målrette reklamer til folk.

Michael Bjerre fortæller yderligere om en p-bøde, han har fået ved et byggemarked, der bygger på, at han er blevet fotograferet ved indkørslen og ved udkørslen, hvorved man konstaterede, at han havde holdt der 5 minutter for lang tid.

Michael Bjerre kan ikke slippe billedet af at være med i Big Brother eller 1984-filmen, hvor folket er under konstant overvågning. Når NSA har kunnet få adgang til servere hos ni førende internetselskaber, hvem siger så, at de ikke også kan få adgang til supermarkeder og benzin-stationer.