Sepia-mand bag nyt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Eller konsulenthus, som stifterne kalder det. Og så er det nok heller ikke så nyt, da man allerede har lavet opgaver for blandt andre Visit Denmark og TDC – samt har fem ansatte.

Navnet er ProductSpirit og bag det navn står Lars Bo Appel, der er tidligere partner og kreativ direktør i dialogbureauet Sepia.

Sammen med Susanne Snogdal, der har en baggrund i international forretningsudvikling, salg og marketing fra bl.a. Procter & Gamble, har han stiftet bureauet, der – som det står i pressemeddelelsen, ’kombinerer forretningsudvikling, kommunikation og produktudvikling for at øge den værdi, brugerne tillægger virksomheders produkter’.

Og pressemeddelelsen fortsætter: ’ProductSpirit arbejder med at finde uudnyttet potentiale i virksomhedens eksisterende produkt portefølje og identificere markedspotentiale for nye produkter. Filosofien er, at brugerværdien, og de følelser, der er knyttet til produktet, i dag afgør både markedspris og markedsposition. Og de produkter, som skaber den højeste brugerværdi, vinder kampen og kan sætte prisen højt, i stedet for at slås om at sælge billigst’.

Bureauet – eller konsulenthuset, som stifterne kalder det – karakteriseres som nyt, men så har man helt sikkert haft travlt, for det har fem ansatte og har allerede lavet en del opgaver.

Blandt opgaverne er udviklingen af en ny brandplatform samt et OL-koncept for Visit Denmark, udvikling af produktet HeyMobile, som er et nyt TDC brand. Desuden har bureauet udviklet en kommerciel platform for Daloon.

ProductSpirit kalder sin tilgang for intuitiv produkt logik. Konsulenthuset har udviklet en fem trins metode, hvor logikken forankres i design, kommunikation og kommercialisering, så produkter bliver intuitive at forstå og logiske at bruge. Resultatet er – ifølge ProductSpirit – en langsigtet konkurrencekraft og en klar differentiering i markedet.