Shape skifter navn

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Samtidig er tidligere dansk profil fra Valtech ansat som Group CEO.

I foråret 2023 blev danske Shape købt opkøbt af Waterland Private Equity, der et par måneder senere købte det svenske bureau Bontouch. Nu lægges de to bureauer sammen under navnet Framna. I spidsen for det sammenlagte bureau står danske Joacim Jeppesen med titel af Group CEO.

Joacim Jeppesen kommer med 17 års erfaring som group chief growth officer hos det digitale bureau Valtech, hvor han bl.a. var ansvarlig for bureauets globale vækst- og ekspansionsstrategi.

Ambitionen i Framna er ifølge Joacim Jeppesen at blive verdens førende digitale produktbureau baseret på en styrkeposition i 8-10 europæiske markeder, USA samt andre udvalgte internationale markeder. Derfor kan de i dag over 400 medarbejdere over de næste år se frem til at få flere tusinde nye kollegaer. 

”Det er både en stor ære og fornøjelse at få lov at stå i spidsen for en så ambitiøs vision med så stærkt hold i ryggen. Shape og Bontouch har hver for sig vist sin styrke og opnået stærke positioner inden for innovation, design, udvikling og skalering af cutting edge digitale produkter af meget høj kvalitet. Begge bureauer har siden 2010 oplevet kontinuerlig vækst, og i det nye Framna sætter vi barren endnu højere. Vores ambition er at vokse til en størrelse, der er mindst fem gange den nuværende,” siger Joacim Jeppesen.

Direktør for Framnas danske forretning er Kristian Duvald Friis, der oprindeligt var adm. direktør i Shape.

Framna er etableret som et dansk holdingselskab med hovedkontor i København. Bureauet har kontorer og studier i fem lande: Danmark, Sverige, UK, USA og Schweiz. Ud over at styrke bureauets nuværende position på eksisterende markeder har Framna ekspansionsblikket rettet mod bl.a. Tyskland, Benelux, Polen, Frankrig og Spanien. 

”Vi er født nordiske, og vi skal fortsat styrke vores position her i Norden. Men vi vil være verdens førende digitale produkt-bureau, og derfor skal vi både nationalt og internationalt vokse organisk og opkøbe stærke spillere med samme passion for digital produktudvikling, som driver os fremad,” siger Joacim Jeppesen og fortsætter:

”Vi vil være det naturlige valg, når førende nordiske og internationale brands og virksomheder har brug for en specialiseret partner, der kan hjælpe dem med at designe, udvikle og skalere deres digitale produkter.” 

Man har i Framna en målsætning om, at omsætningen inden for de kommende år skal ramme i omegnen af 1,7 mia. kr. Det svarer til en femdobling målt mod seneste resultat (2023).

Relaterede artikler