Silence is not an option

Hanne
Feldthus

Når 85% af samtalen om dit brand foregår imellem brugerne uden dit medvirkende, bliver realtime marketing pludselig en påtrængende disciplin.

Under Cannes Lions i 2012 blev Coca Cola-Company’s globale marketingdirektør på et pressemøde spurgt om, hvad det betød for Coca Cola, at brandet havde 42 millioner fans på Facebook.

Han svarede med det overskud, der kommer af at være ansvarlig for et af verdens mest beundrede brands, at det havde han virkelig ingen ide om, men at de havde folk til at undersøge sagen.

I 2014 forekommer spørgsmålet intet mindre end tåbeligt. Ikke mindst efter at have overværet årets seminar med kompagniets præsident for ”Sparkling and Strategic Marketing”. Hun hedder Wendy Clark.

Wendy, som er ligeså cool, energisk og sparkling som sin titel, kunne oplyse, at de regnede med, at op til 85% af den samtale, der finder sted omkring Coca Cola, sker imellem brugerne på de digitale platforme – altså uden brandets medvirkende.

I den situation er de kommet frem til, at: ”Silence is not an option.” Det ville være et nærmest kriminelt spild af mulighed ikke at blande sig i samtalen, men for at gøre det meningsfuldt, må det ske real time.

Real time-marketing er, bortset fra det, tilsyneladende ved at blive en ganske udbredt disciplin og gik igen på flere seminarer.

Nu er det jo sådan noget, som gør sig godt i præsentationer, papers og teoretiske lærebøger, men hvordan i himlens navn griber man det an i virkeligheden, særligt når man er global virksomhed.

Ja, Coca Cola-Company har åbnet sin egen in house-bureaukæde: The Global Hub Network med kontorer i 73 lande.

De overvåger samtalen på de digitale platforme og kreerer begavede svar og lynhurtigt content til de mange ivrige debattører. FIFA World Cup-slutrunden, som Coca Cola er hovedsponsor for, er selvsagt en unik men også udfordrende mulighed for at være med, hvor tingene sker, mens de sker.

Den overbevisende Wendy ville gerne vise os, at det med real time, virkelig er real time, så hun stillede om til Rio, og to af hendes kollegaer tonede op på lærredet og fortalte, hvad snakken gik ud på lige i det øjeblik.

Synligt lettet over, at manøvren lykkedes, sendte hun en venlig tak til Microsoft og Skype for deres bidrag til, at det gik smertefrit.

Den kreative platform, de opererer på under World Cup, er i øvrigt lige så genial, som den er enkel. Den er skabt af Wieden + Kennedy ud fra tanken om, at det er ”Everyones game. Everyones drink. Everyones country”. Så derfor lyder platformen: World’s Cup.

Hvis man googler det, kommer der mange eksemplar op. Blandt andet denne film:

Men det er altså kun en lille del af alt det real time Coca Cola-marketing, der foregår lige nu i dette øjeblik, imens du læser denne klumme.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. hanne@hannefeldtus.dk