Sir Martin Sorrell er blevet 190 mio. kr. fattigere

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Han kan dog glæde sig over, at engelske mediamoguler har tabt endnu mere.

WPP Group’s topchef, Sir Martin Sorrell er den rigeste reklamemand på engelske The Sunday Times Rich List. Men 2008 har ikke været et godt år, fortæller Brandrepublic.

Martin Sorrell har set sin formue falde fra ca. 106 mio. Pund til ca. 83 mio. – et fald på ca. 190 mio. kr., så han nu skal klare sig med små 700 mio. kr.

Han kan dog glæde sig over, at mediamogulerne på listen har oplevet et endnu værre år. Som f.eks. ejerne af Telegraph Media Group, der har tabt 700 mio. Pund og nu må notere en formue på “blot” 1 mia. Pund.

Lord Heseltine ejer Haymarket, der udgiver det engelske brancheblad Campaign, og han har tabt ca. 100 mio. Pund ud af en samlet formue på ca. 250 mio. Pund.

Listen bygger på identificerbare oplysninger om land, ejendomme, aktier, etc.