Skarp DIA-kritiker er blevet jury-formand

Peter Engholm
25@mail.dk

Danish Internet Award fik sidste år hård kritik, og manden, der kaldte den ”helt til grin og en hån imod den seriøse del af den digitale branche” er sat i spidsen for prisen, der er blevet radikalt ændret.

Der er åbnet for indsendelser til DIA12 – internet-awarden, der adskiller sig betydeligt fra DIA11, og ikke kun i årstallet.

Sidste år mødte awarden tung kritik på Bureaubiz: Priserne er meget kampagneorienterede, for snævertsynede og savnede i det hele taget en extreme makeover.

Mest markant i sin kritik var DDB-direktør Kim Jong Andersen, der skrev:

DIA bærer for meget præg af at være indstiftet af FDIM og derfor er der stærk slagside mod de kampagner, der er understøttet af de betalte bannerannoncer, som en stor del af medlemmerne lever af. Enten burde prisuddelingen skifte navn eller også skal den favne bredere. Lige nu er det helt til grin og en hån imod den seriøse del af den digitale branche at lade en simpel gimmick tage prisen som årets internet-idé.

Ved samme lejlighed sagde Morten Helveg Petersen, direktør i FDIM, der arrangerer DIA, at man nu ville kigge kategorierne igennem – og FDIM nøjedes ikke med det. Man har som ny juryformand fået selvsamme Kim Jong Andersen.

“Man tog mig på ordet og sagde, at jeg selv måtte være med til at sætte kursen. Og jeg har taget udfordringen op, for DIA var alt for smalt funderet. Og der er vitterligt tale om en ny kurs: Med en helt ny – og meget mere dækkende – jurysammensætning, nye kategorier og bedømmelseskriterier. Altsammen med det sigte at gøre DIA til den absolut største og førende digitale prisuddeling i Danmark,” siger Kim Jong Andersen.

Og DIA12 favner vitterligt bredere: 7 priser er blevet næsten fordoblet til 13 – bestående af 8 branchepriser og 5 genrepriser – og juryen er blevet mangedoblet.

“Vi har over 80 jurymedlemmer fra annoncører, medier, reklamebureauer, digitale bureauer og mediabureauer. Alle brancheorganerne er også repræsenteret i juryen, så det ikke alene er FDIM og Huset Markedsføring, men også ADDA-bureaurepræsentanter, CCA-repræsentanter, Dansk Annoncørforening og DRRB. Dermed er DIA nu den kommunikationspris med den vel nok bredeste opbakning,” siger Kim Jong Andersen.

Jurymedlemmerne er blevet håndplukket af juryformanden, og i juryen ses flere af sidste års kritikere og repræsentanter fra bl.a. digitalbureauer, der ikke deltog i sidste års award.

Efter DIA12 vil jurymedlemmerne også blive fundet via shortliste-placeringer og pris-vindere. Juryen lægger 50 pct. af vægten på nytænkning, 25 pct. på brugeroplevelsen og 25 pct. på nytteværdien.