Skarpt opgør mellem Duckert og Spellerberg

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Brancheklip: Jan Duckert og Bjarne Spellerberg giver hinanden tørt på i Børsen, der også kan fortælle, at Bjarne Spellerberg selv er i tvivl om årsagen til bruddet.

Det kan umuligt have været uenighed om strategien, der førte til, at Jan Duckert og Henrik Juul for et par uger siden valgte at sige farvel til deres partner gennem en årrække, Bjarne Spellerberg Orfelt.

For det er ikke længere tilbage end sidste sommer, at de godkendte Bjarne Spellerbergs strategi for et Partners version 3.0.
Det fortæller han til Børsen i dag, hvor det også fremgår, at han er forundret over fyringen. Han siger direkte, at han selv er i tvivl om, hvorfor det kom til et brud.

I Børsen i dag optræder Jan Duckert og Bjarne Spellerberg i hver sin artikel, og Jan Duckert fortæller bl.a., at “Man må beslutte sig for, om man vil ånde ud i den klassiske reklamebranche eller genopfinde sig selv i den nye. Og når man vælger det sidste, er det naturligt, at repræsentanten for det første må gå.”

Det udsagn får en bidende replik fra Bjarne Spellerberg.

“Jeg er kun 41 år og repræsentant for den moderne reklamebranche og mit fokus har altid været at tilbyde mine kunder det, de efterspørger. Verden er voldsomt anderledes, end da Partners blev etableret, og derfor kan det være svært, hvis man er grundlægger og langt væk fra hverdagen at forstå, hvad kunderne efterspørger anno 2013.”

Jan Duckert fortæller, at der var flere årsager til bruddet. Bl.a. konstaterer han, at “Det generationsskifte, der var lagt i pipelinen, fungerede ikke.”

Jan Duckert betoner, at bureauet nu skal have mere fokus på strategi – og det skal ansættelsen af Louise Knauer fra McKinsey hjælpe med til.

Om hvordan det kommer til at harmonere med bureauets kreative profil og store tv-universer som adelsmærker, svarer han, at man ikke mere laver store tv-universer.

“Polle fra Snave er lang tid siden, I dag laver vi meget mere integreret kommunikation,” lyder det fra Jan Duckert.

Til det kan det dog bemærkes, at det ikke er mere end et år siden, at Danske Spil stoppede det Partners skabte tvillinge-univers før tid, og halvandet år siden, at TDC stoppede tv-universet med nudisterne Claus og Britta.