I en pressemeddelelse siger SKI’s direktør Søren Jakobsen, at “det tidligere har været noget af en jungle at sammenligne forskellige kommunikationsprodukters priser og kvalitet. Vores nye rammeaftale sikrer kunderne større gennemsigtighed i deres leverandørvalg og giver dermed kunder mulighed for at opnå bedre priser”.
Baseret på 25 års erfaring i PR branchen og ditto samarbejde med den offentlige sektor kan jeg i korthed sige, at direktør Jakobsens udtalelse er noget vrøvl. Hverken bureauer eller indkøbere i den offentlige sektor kan bruge rammeaftalen til noget som helst.
Listen over de godkendte PR bureauer giver anledning til nogle betragtninger:
Det er tankevækkende at kun 5 ud af 31 medlemmer af PR bureauernes brancheforening BPRV er med på listen. BPRVs medlemmer repræsenterer ellers – sammen med en lille håndfuld ikke-medlemmer – noget af det ypperste inden for dansk kommunikationsrådgivning, og langt de fleste af dem har lang erfaring i samarbejde med den offentlige sektor.
Min vurdering er, at omkring 95% af alle kommunikationsydelser fra PR branchen til den offentlige sektor udføres bureauer, der ikke er at finde på listen – og som sikkert heller ikke har haft den store lyst til at stå på listen.
Bortset fra omtalte 5 samt enkelte andre kvalitetsbureauer, må listen siges især at være befolket af bureauer, der ikke er kendt for noget særligt på kvalitetsfronten, som faktisk er stort set ukendte og som må formodes er udvalgt alene på en lav pris. Derfor kan listen overhovedet ikke bruges til noget som helst – hverken af indkøbere eller bureauer.
SKI lider af den vrangforestilling, at man kan systematisere/kategorisere ydelser, kvalitet og priser i kommunikationsrådgivning på samme måde som man vurderer leverancer af margarine. Den nu indgåede aftale, som jeg vil tillade mig at kalde en inderligt overflødig politisk motiveret papirtiger, betyder, at SKI nu ser på løsning af kommunikations- og reklameopgaver på lige fod med indkøb af metervarer. Dette tyder på at SKI ikke har den fjerneste indsigt i, hvad det vil sige at arbejde med kommunikationsbureauer, og derfor heller ikke har de fornødne forudsætninger for at kunne lave rammeaftaler.
SKI postulerer, at man centralt fra kan udarbejde en bureauliste ud fra en vægtning af priser og kvalitet – totalt håbløst synspunkt. Timepriser kan ikke bruges til noget som helst for i sidste ende er en slutregning jo en funktion af antal timer x timepris. Den rutinerede og professionelle indkøber kan ved at gøre sit hjemmearbejde ordentligt m.h.t. formulering af strategi, målgrupper, taktiske overvejelser etc. give en præcis briefing, der vil medføre minimum af tidsforbrug på bureauet – og dermed en acceptabel regning. Omvendt kan den uøvede indkøber uforvarende komme til at bruge oceaner af bureautid.
Kvalitet er heller ikke en entydig størrelse, der kan bedømmes som en generel metervare, der kan hives ned fra lageret. Slutproduktet er jo en funktion af et samspil mellem bureau og indkøber i hvert enkelt, konkret tilfælde, hvor man til sidst kan måle om indsatsen/produktet/ydelsen har vist sig at være den rigtige løsning på en given udfordring.
Helt generelt er de offentlige indkøbere af kommunikationsydelser i forvejen ikke klædt særlig godt på til løsningen af deres opgaver. Hvis man derfor tror, at ikke-øvede indkøbere ved hjælp af en ufuldstændig og højst misvisende liste over bureauer kan varetage deres opgaver til gavn og glæde for både den offentlige sektor og for befolkningen, er man gået galt i byen.
Hvis indkøberne derfor holder sig til omtalte liste og godkendte priser, risikerer man at få løsninger, der er det rene pølse og almindelige metervarer. Ikke mindst risikerer man, at fravælge de mest kvalificerede, indsigtsfulde og rutinerede bureauer og dermed muligheden for at få de rigtige løsninger frem for de forudsigelige løsninger, udført til bestemte timepriser.
SKI skal slet ikke blande sig i en vurdering af bureauers kvalitet og priser – det har de ikke forudsætninger for, og det er heller ikke i samfundets interesse. SKI burde i stedet for koncentrere sig om at udvikle kurser og andre uddannelsesaktiviteter for offentlige indkøbere, så disse bedre er klædt på til at udvælge og samarbejde med kommunikationsbureauer.
Nils Rasmus Hansen har 25 års erfaring i PR branchen. Han var i 2003-08 formand for BPRV, der er PR bureauernes brancheforening, og han har gennem årene løst kommunikationsopgaver for mere end 150 danske og internationale virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
