Skirejsebureau vælger digitalbureau

peng

Nortlander Skitours har valgt en partner, der skal øge synligheden på nettet. Valget begrundes med flere ting – bl.a. attraktive prismodeller.

Man skal ikke på nogen måde lægge krisehåndtering i Nortlander Skitours’ valg af Atak som digitalt bureau.

Atak har ganske vist på det seneste fået opmærksomhed for sit Reputation Management-bureau SafeOnNet. Men bureauet har eksisteret siden 1997 og slår sig i lige så høj grad op på søgemaskiner, adwords, sociale medier samt design og web.

Når Nortlander Skitours, der er blandt landets største skirejsebureauer, har peget på det digitale bureau, skyldes det ønsket om at blive mere synlig på nettet.

For Nortlander Skitours har de seneste to år været de mest profitable år i rejsebureauets historie, hvilket marketingschef Nick Martin regner med, at Atak vil kunne være med til at forbedre yderligere.

Valget af det nye bureau bunder i et mix af kompetencer og pris:

”Vi valgte Atak som vores marketingbureau på grund af deres digitale ekspertise, deres historie med gode resultater samt på baggrund af deres favorable prismodeller,” siger Nick Martin.

Målgruppen er skandinaver, og opmærksomheden rettes mod rejsebureauets 25 alpindestinationer.