Skjult reklame på sociale medier et voksende problem

FiG

Derfor vil de nordiske forbrugerombudsmænd nu koordinere indsatsen mod den skjulte reklame.

Meget markedsføring er flyttet ud på sociale medier. Det er der ikke noget nyt i. Der er heller ikke noget nyt i, at det kan frembyde problemer med at gennemskue, hvornår der er tale om reklame.

Skjult reklame er dog fortsat ulovligt, og de nordiske forbrugerombudsmænd vurderer, at det er et voksende problem. Derfor vil de nu koordinere indsatsen på området.

”Markedsføringen er i høj grad flyttet over på de sociale medier. Det skaber helt nye udfordringer for forbrugerne, for det er ikke altid helt nemt at gennemskue, om et blogindlæg er reklame, og hvem der står bag. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har besluttet at styrke vores indsats på tværs af de nordiske lande,” siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

De nordiske forbrugerombudsmænd vil blandt andet søge at udarbejde et fælles standpunkt om skjult reklame.

De enkelte nordiske lande har hver især sat forskellige initiativer i gang mod skjult reklame. I Danmark har Forbrugerombudsmanden længe haft fokus på problemet og taget en række enkeltsager op.

Forbrugerombudsmanden offentliggør således snart en række gode råd til bloggere om, hvordan de kan sikre sig, at de overholder markedsføringsloven. De gode råd er blevet til efter dialog med bloggere og kommunikationsbranchen.