Skype har taget en stor del af telefonimarkedet. Amazon har taget en stor bid af bogmarkedet, iTunes har taget en kæmpebid af musikmarkedet, Netflix er på vej til det samme med video-markedet.
Watch out ude på finans-markederne, for bankerne står for tur næste gang.
I hvert fald, hvis det står til Morten Lund, der blev millionær på Skype-modellen, og som pusler med en social bank-model, der skal introduceres i Danmark.
Og han har ikke taget det ud af den blå luft. Han har blandt andet hentet inspiration fra en social online bank i Tyskland.
Og det er formodentlig udelukkende et spørgsmål om tid, før den slags nye banker kommer til Danmark, siger Robin Nowicki, digital strateg hos In2media, til Berlingske Business. In2media leverer digitale løsninger til blandt andre Danske Bank.
”Bankerne i Danmark har mere blik på produktudviklingen end på reel innovation. Det er evolution mere end revolution. Men der er et lag af ikke-etablerede spillere, der er på vej ind i finansmarkedet og som ser muligheder i alle del af værdikæden”.
Morten Lunds projekt kaldes indtil videre Bank XO og baserer sig på den tyske Fidor Banks software.
Den tyske bank er en blanding af online bank og socialt netværk, og bankens rådgivere optræder på lige fod med dens knap 100.000 kunder, når man skal søge råd om finanserne.
Hvis man som kunde hos Fidor Bank skal bruge et lån, kan man annoncere det og lade andre kunder komme med et bud på, hvad de vil have i rente for at låne pengene ud. Alternativt kan man selv komme med et forslag og se, om nogen hopper på.
Den tyske bank opererer med en åben kodning, hvilket betyder, at andre virksomheder kan lave apps til bankens kunder, med for eksempel budgetværktøjer.
Med en konto i banken kan man købe online eller via kreditkort, man kan investere og overføre penge ved hjælp a email eller Twittter. Deltager man i den sociale interaktion, giver det gevinst på kontoen. 10 eurocents for at stille spørgsmål og 25 cents for at besvare det.
Banken er 100 procent målrettet et internet-orienteret kundesegment og håndterer også virtuel valuta som guld fra spillet World of Warcraft og Facebook Credits.
Morten Lund arbejder videre med tyske Fidors platform, som han ser som et godt udgangspunkt. Det mangler dog en del, før det er så intuitivt og simpelt, som det skal være for at blive en succes. Det drejer sig blandt andet om at simplificere login-procedurer og lette integrationen med andre tjenester.
”Itunes er det bedste eksempel på en tjeneste, der fungerer gnidningsfrit og ligetil. De har et af verdens mest omfattende kontonetværk med kunder verden over, fordi det er så simpelt. Det er bare et klik, så er det klaret. I dag har rigtig mange børn under 10 år prøvet at købe noget på forældrenes iTunes-konto, og tænk over, at det er den oplevelse, de vil tage med sig senere i livet”, siger Morten Lund til Berlingske Business.
Et andet eksempel på en ny type bank, er simple.com fra USA. Tusinder står i kø for at blive kunder i banken, der indtil videre udelukkende tilbyder en konto med kreditkort. Ingen lån. Ingen pension. Ingen rådgivning.
Til gengæld er der heller ingen gebyrer og med tilhørende smartphone-app, kan kunderne let følge deres konti og lave opsparingsplaner og budgetter.
Så snart man har godkendt en betaling i butikken, optræder den på kontooversigten. Her kan brugeren selv tilføje informationer om, at det eksempelvis var en ny sweater, man købte i dag (Berlingske Business, p.42).