Slavekontrakter hos Waterfront

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Waterfront er igen i vælten. Denne gang fordi nye medarbejdere kan komme til at arbejde gratis i tre måneder og selv skal have pc og mobil med på arbejde.

PR-bureauer lever af at skabe opmærksomhed om andre virksomheder, og holder normalt sig selv mere i baggrunden. Men i de seneste uger har den rolle været byttet om hos Waterfront, og sagen fortsætter – denne gang med fokus på bureauets ansættelseskontrakter.

Bureauet kom for alvor i vælten med mailen fra Waterfronts adm.dir., Lars Poulsen, til DSB, hvor han skriver, at han har ansat Lars Abild for at holde ham væk fra DSB og med en indirekte trussel skriver, at hvis DSB nedsætter sit engagement med Waterfront, så vil Lars Abild komme til at gå løst rundt igen til skade for DSB.

Dernæst endnu en mail fra Waterfront til DSB med ulovlige personfølsomme oplysninger om Lars Abild. Så kom det frem, at Waterfront udarbejdede profiloplysninger på diverse politikere og sendte til DSB, hvilket også faldt nogle for brystet.

Og nu kommer så en sag om, at Waterfront lader nye kommunikationsrådgivere arbejde gratis og at de ovenikøbet selv skal medbringe computer og telefon, for at få lov til at arbejde hos kommunikationsvirksomheden.

Det er Berlingske Nyhedsbureau, der har fået fingrene i en kontrakt, hvoraf det fremgår, at nyansatte først får løn, når de igennem tre måneder har tjent i alt 240.000 kroner til virksomheden. Det vil i så fald udløse en månedsløn på 30.000 kroner.

Mens Waterfronts direktør, Lars Poulsen siger til Berlingske, at det er for at medarbejdere, der ikke tidligere har arbejdet som kommunikationsrådgivere, får en chance for at bevise deres evner, så er dr.jur. Ole Hasselbalch, professor ved Aarhus Universitet af en helt anden mening:

”Det vækker mindelser om en slavekontrakt – hvis man skriver under, sælger man sig med hud og hår. Den giver en meget ubehagelig fornemmelse”.

Adm.dir. i Lead Agency, Kresten Schultz Jørgensen, mener ikke at det er normalt, at der skrives kontrakter, hvor man ikke får nogen fast løn, stort set ingen pension og en masse klausuler, men han kan ikke afvise, at det sker andre steder:

”Det lyder ikke just som forhold, vi normalt bruger til at beskrive det danske arbejdsmarked, men ikke desto mindre er det angiveligt realiteten hos ikke bare Waterfront, men også andre kommunikations- og pr-bureauer”.

Han synes dog samtidig, at vilkårene i Waterfronts kontrakter er ’horrible’  (Berlingske, forsiden, Berlingske Business, p. 8-9).