Bag navneskiftet til Stays samt den nye identitet står bureauet Superego, der har arbejdet med kæden, der har flere end 70 kroer og hoteller og som har rødder helt tilbage til 1981, hvor navnet var Dansk Kroferie. I 2012 skiftede kæden navn til Small Danish Hotels, og nu skifter den altså navn igen.
“Vi har arbejdet med Small Danish Hotels i en mindre årrække,” siger Anders Juel, der er ejer og direktør i Superego.
“For tre år siden var vi gennem en mindre re-branding, som i virkeligheden nok var første skridt i den nye retning. Og nu har vi gennem 2025 arbejdet på et komplet nyt udtryk med både nyt navn, kommunikation og brand-identitet”.
Anders Juel fortæller, at det nye navn kom ret hurtigt:
“Vi så navnet som det helt oplagte. De sælger ophold. Gourmetophold, weekendophold, golfophold, spaophold, kroophold og alt derimellem – og så var navnet ovenikøbet ledigt: stays.dk.
”Vores nuværende navn har tjent os godt siden 2012 og løftet os til et velkendt brand i den danske hotelbranche. Men både markedet og gæsternes præferencer ændrer sig, og det er det rette tidspunkt at ryste fjerene og give hotelkæden et større vingefang”, siger Finn Steffensen, som er formand for Stays.
Adm. direktør i Stays, Finn Kræfting tilføjer:
”Vi ønsker at tiltrække nye gæster og yngre målgrupper. Stays er let fortolkeligt og giver os meget mere elastik til at stå skarpere i det danske og det internationale marked. Ambitionen er at blive et af Skandinaviens førende leisure brands inden for hotelophold”.

