Smartguy henter marketingdirektør hos konkurrent

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Udfordringerne var for spændende at takke nej til for Smartguys nye marketingdirektør, selvom han var første ansatte i den konkurrerende virksomhed.

Miinto.dks marketingchef, Thomas Michael Kroman, var første ansatte i virksomheden, så han har været med hele vejen fra 2009, hvor Miinto.dk blev etableret. Alligevel tager han nu springet og siger ja tak til et job hos konkurrenten.

”Jeg har takket ja til et job som marketingdirektør hos Smartguy A/S. Den stilling indeholder nogle professionelle udfordringer og muligheder, jeg ikke kunne sige nej til”, siger Thomas Michael Kroman, der starter hos Smartguy den 1. oktober.

Thomas Kroman, der i år blev taget med blandt Berlingskes Talent100 i marketingkategorien, skal i tæt samarbejde med Smartguys salgs- og marketing-direktør (CSO) og det internationale marketingteam sikre Smartguys fortsatte vækst på hjemmemarkedet samt på alle de markeder, hvor tøjvirksomheden er tilstede.

Blandt den nye marketingdirektørs opgaver er blandt andet at sørge for at optimere det internationale marketingteam samt de interne planlægnings-, eksekverings- og rapporteringsprocesser. 

Samtidig skal Thomas Kroman ’tilføre og udvikle marketingkoncepter og kampagner, som skaber synergi tværs af både de digitale og offline kanaler’, og som kan anvendes på tværs af de eksisterende markeder. 

Thomas Kroman bliver en del af et marketingteam på 30 medarbejdere med hovedsæde i Danmark. Han kommer med i ledergruppen og skal referere direkte til CSO Simon Saneback.