Der er fart på Falcon Social, der karakteriser sig som en en ny slags spiller på markedet for social media bureauer. Det udtrykker sig bl.a. ved, at man leverer en platform til både virksomheder og bureauer.
Man skal ikke meget længere tilbage end til sommer for at finde et firma med blot tre mennesker, og nu er der 25.
Det har givet adm. dir. Ulrik Bo Larsen et behov for at styrke organisationen, og det har han gjort ved at udvide ledelsen med to nye chefer, som hver for sig skal tage ansvaret for et område. Ledergruppen bestod i forvejen af ham og en salgschef.
Dennis Green-Lieber er startet d. 1. februar som Head of Technology med ansvar for både produktion og udvikling af Falcons. Han kommer fra en stilling som Head of Creative Technology hos LBi med flere prisbelønnede online-kampagner i bagagen.
“Jeg kan mærke, at de store kunder vil være mere agile. Lave en masse små splashes i stedet for seks måneders planlægning, før de eksekverer. Værktøjer som Falcon Social løser den udfordring, så jeg kunne ikke sige nej til denne mulighed,” siger Dennis Green-Lieber om, hvorfor han valgte at skifte til Falcon Social.
Den anden er fundet på kundesiden i skikkelse af Ronja Gustavsson. Hun kommer fra en stilling som Social-Web strategist hos Stena Line.
Ronja Gustavsson får titel som Head of Client Strategy og skal hjælpe Falcon Socials kunder med at nå deres mål. Hun skal arbejde med både bureauer og brands:
“For to år siden var markedsføring på sociale medier lidt “fluffy”. I dag er det hardcore business, hvor man knivskarpt måler resultaterne af indsatsen. Sociale medier er overalt, og jeg vil gerne være en del af et firma, som løser udfordringerne,” siger Ronja Gustavsson.
Ulrik Bo Larsen, ser de to ansættelser fra bureau- og kundesiden som udtryk for et paradigmeskifte i værdikæden, hvor udviklingen giver plads til nye spillere i feltet mellem bureau og brand.
Falcon Social er desuden en meget international virksomhed.
“Vi er omkring ni nationaliteter på nuværende tidspunkt, og vi taler engelsk på bureauet. Af vores omsætning i fjerde kvartal rettede kun 14 pct. sig mod det danske marked,” siger Ulrik Bo Larsen.