De sociale medier bliver fragmenterede og medieforbruget bliver totalt anderledes om få år, mener Jeffrey Cole, der i denne uge var i København for at holde et oplæg om verden, som den ser ud i 2020 set gennem digitale briller.
“Facebook vil fortsætte med at vokse, til netværket har pænt over en milliard brugere. Og så vil det begynde at gå tilbage. Vi ser det allerede nu – og vi så det, da Rupert Murdoch købte Myspace i sin tid. Det er umuligt at fastholde teenagere. De smutter, så snart nørderne og deres mor ankommer. Jeg tror, Facebook vil vare ved – men allerede om fem år vil det være det sted, man taler med sin mor og sine søskende. I 2020 vil de sociale netværk være voldsomt fragmenterede og der vil aldrig komme en gigant som Facebook igen”.
Jeffrey Cole peger på, at teenagere altid er det bedste sted at kigge hen, hvis man vil vide, hvad fremtiden bringer. At de er holdt op med at læse avis, er ikke en nyhed. Det nye er, at mange teenagere er begyndt at vende tilbage til de gamle, troværdige mediebrands – blog i deres digitale form.
“Mange har oplevet at brænde sig på nettet, hvor man ikke altid ved, hvor informationerne kommer fra. Det betyder, at mange unge amerikanere i dag vender tilbage til de steder, hvor de ved, at de kan få troværdig information. Det betyder også, at mediebrands faktisk stadig har stor værdi” (Berlingske Magasin Søndag, p. 15)
Mærkevarer: genbrug hitter
Hver sjette voksne dansker har siden 2009 skruet op for forbruget af brugte mærkevarer. Det viser en undersøgelse blandt 1.007 repræsentativt udvalgte danskere mellem 15 og 74 år , som Politiken Lørdagsliv har fået foretaget af FDB Analyse.
Den tendens mærker man især hos Trendsales.dk og der er især nogle mærker, der hitter, siger underdirektør Eva Kemp:
“Louis Vuitton er det suverænt mest populære brand for tasker, Dolce Gabbana og Gucci er de mest eftertragtede mærker på tværs af alle kategorier”.
Trendekspert Mads Arlien-Søborg mener, at genbrug er opstået i kølvandet på den økonomiske krise og den handler om at prioritere og skrue ned for forbruget:
“Genbrug af mærkevareprodukter er både originalt, billigt og passer ustyrlig godt ind i tidens helt store trend om at skille sig ud og selv sammensætte sin stil med dyrt og billigt, gammelt og nyt, osv. Det fortæller på bedste vis historien om, hvem man er, og at man har styr på tingene” (Politiken Lørdagsliv, p. 10-11).