Sociale medier og Super Bowl: Der er så meget mænd ikke forstår

Peter Engholm
25@mail.dk

H&M’s metrosexuelle frontfigur, David Beckham, blev buhet ud af branchefolk, men det var ham, man talte mest om i forbindelse med Super Bowl – der i øvrigt satte ny rekord.

Hvad har en halvnøgen britisk mand, der spiller soccer, at gøre i en reklame ved Super Bowl? Således spurgte adskillige branchesites i går efter afviklingen af verdens største reklamevindue. Og svaret lå i spørgsmålet: David Beckham var fejlcastet og fejlplaceret.

Måske er skribenterne på disse sites mænd, for selv samme Beckham og H&M topper reklamelisten for Super Bowl – nemlig den liste, som Bluefin Labs har lavet for AdAge, over reklamer, der gav det største, spontane røre på de sociale medier.

Bluefin samlede kommentarer i en periode på 45 min., fra reklamen blev vist. Og her høstede H&M-reklamen 108.914 kommentarer på de sociale medier – en klar nr. 1 foran Clint Eastwood himself og Chryslers “It’s Halftime In America”, der på de tre kvarter høstede 95.682 kommentarer.

Bluefin anslår, at 83 pct. af kommentarerne vedr. Beckham kom fra kvinder, 17 pct. af kommentatorerne var mænd. I Clintens tilfælde kom 2/3 af kommentarerne fra mænd.

Historien melder kun lidt om, hvorvidt kommentarerne var positive eller negative – f.eks. kan nr. 5 på kommentar-listen, Pepsi-reklamen med Elton John og Melanie Amaro, umuligt have haft en høj andel af positive røster blandt de 44.526 spontane kommentarer.

Dorito’s “Man’s Best Friend” handler om en hund, der har dræbt og begravet en kat – umiddelbart en lidt makaber sag, der kastede godt 73.000 kommentarer af sig, men samtidig den bedst modtagne af Top10-reklamenerne: 61 pct. af kommentarerne var positive, 29 pct. var neutrale og 10 pct. negative.

Og når det gælder kønssammensætningen, så kan det ikke være mandlige seere alle sammen -for Super Bowl satte amerikansk tv-rekord med 111,3 mio. seere – skallede 300.000 flere end sidste års Super Bowl.

I det hele taget har Super Bowl godt fat i seerne, idet den sidder på fire af de fem mest seete programmer nogensinde – kun det sidste afsnit af M*A*S*H fra 1983 kan blande sig i toppen.

Super Bowl går på skift mellem de store tv-stationer, og CBS har allerede nu solgt reklameplads til næste års finale – ikke overraskende er det bilfabrikanterne, der har meldt deres ankomst.