Hvor er marketing på vej hen, bliver Søren Christensen, partner & strategisk direktør hos Robert/Boisen & Like-minded, spurgt af Lars Busekist i denne podcast.
Svaret handler om udfordringer inden for både tv-mediet og onlinemediet samt om, at man glemmer at bygge brands op og i stedet hele tiden jagter det nye og det kortsigtede.
Som metafor bruger Søren Christensen, at der bliver fyret en masse noveller ud, i stedet for at skrive kapitler i samme bog.
Han fortsætter:
God branding er at bygge en fornemmelse eller en følelse op over tid, og ved hele tiden at jagte det nye, gør vi os selv en bjørnetjeneste.”
Han fortæller, at hos Robert/Boisen & Like-minded kigger man på, hvordan man kan lave fortællinger, der bruger samme greb, men hvor man bliver ved med at forny det.
Søren Christensen fortsætter:
”Purpose og Why er meget udskældt, men det kan altså hjælpe med at strømline, hvad man står for, så man bliver mere kontinuerlig og giver brands en stærk stemme. Tendensen er at alle brands skal redde alt i verden og det er fint for mange brands, men der er selvfølgelig også nogle brands, der bare skal underholde, men så skal de gøre det på en måde, så folk tilvælger det i stedet for fravælger det.”
Den store dødssynd
Og så synes Søren Christensen, at man bør tale om de kampagner ingen lægger mærke til.
”Den store dødssynd, er at vi ofte ender med at tale om de kampagner, der bliver lagt mærke til. Vi burde jo tale om de kampagner, som ingen lægger mærke til. Der er så meget reklametapet derude. Det er et stort spild. Det ender med at blive forurening hos forbrugerne og så saver vi den gren over, vi selv sidder på. Det gør det jo sværere for alle.”
Søren Christensen har et ’say’: Et brand skal være 50% interessant og 50% interesseret. Hør mere om det i podcasten, og hør også, hvilket råd, han har til de unge – og de gamle – i branchen.
Han kommer også ind på, hvordan bureauer bør hjælpe de marketingansvarlige, og så fortæller han om den kampagne, han er ærgerlig over ikke at have fået lov til at lave. Vi kan afsløre, at den er for Fleggaard.