Solgte sit bureau til WDP: “Nu har jeg fundet mit fremtidsbureau”

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hun har arbejdet i den danske reklame- og bureaubranche i mere end 20 år. Sidste år solgte hun sit bureau til Wibroe, Duckert & Partners. Og stoppede kort tid efter.

Anne Sophie Lange solgte sommeren 2025 sit bureau Butter, der blev integreret i Wibroe, Duckert & Partners. I november stoppede samarbejdet. Nu har hun valgt et bureau, som hun mener, er fremtidens bureau.

Anne Sophie Lange tiltræder den 1. april i en nyoprettet stilling som managing director hos Hero Agency, der kalder sig et nordisk live brand experiencebureau.

Kunderne savner overblik og klart ansvar

Valget af Hero Agency hænger ifølge Anne Sophie Lange sammen med de overvejelser, hun tidligere har gjort sig om, hvordan samarbejdet mellem bureauer og kunder fungerer i praksis.

I januar skrev Anne Sophie Lange klummen “Fremtidens bureau – kunderne har flyttet sig, er bureauerne også klar til det?” i Bureaubiz. Her pegede hun på, at kunder i stigende grad savner overblik og klart ansvar i samarbejdet med bureauer, selvom de er åbne for flere specialister og samarbejdsformer.

”Jeg har fået tilbud fra alt fra klassiske kreative bureauer til en ambitiøs AI-startup og en CMO rolle i en mere ’corporate scale-up’. Det tvang mig til at forholde mig til, hvad jeg mener, fremtidens brands har brug for,” siger hun.

Anne Sophie Lange fortæller, at hun gennem længere tid selv har været meget optaget af at udfordre bureauernes måde at arbejde på, bl.a. når det gælder samarbejdsmodeller, insourcing, organisering, AI og nye prismodeller. I den proces blev et spørgsmål mere tydeligt end de øvrige. Nemlig spørgsmålet om, hvad bureauerne rent faktisk skal skabe for brands.

“Hero har et meget tydeligt produkt. De skaber brand experiences – altså fysiske brandoplevelser, som mennesker aktivt deltager i, taler om og deler. Og så sætter de strøm til oplevelserne digitalt. Det hele handler om at skabe relationer. Det er et stærkt udgangspunkt for et bureau i dag, hvor mange mennesker nærmest craver det, der føles ægte.”

Hun tilføjer:

“Der er noget vildt tilfredsstillende over at arbejde med det fysiske, bygge og skabe. Det kræver kreativt mod, og at man mestrer det gode håndværk gang på gang. Jeg havde måske også brug for at komme lidt ud af andedammen med de klassiske kreative full-service bureauer. Og så har Hero virkelig godt fat i Norden. Kunderne kommer af sig selv – og det siger jo det hele.”

Fra Hero Agency peger CEO Frederik Birkbøll på, at ansættelsen af Anne Sophie Lange falder sammen med bureauets udvikling.

“Hero har haft kraftig vækst de seneste år, og vi står nu i en fase, hvor vi både skal skalere organisationen og samtidig fastholde den kreative energi, der har skabt vores momentum. Derfor har vi længe ledt efter en profil med både ledelseserfaring og et klart blik for, hvor branchen er på vej hen. En der både kan styrke organisationen, forretningen og samtidig bidrage til at udvikle vores position i branchen. Anne Sophie bringer netop den kombination,” lyder det fra Frederik Birkbøll.

Hero Agency blev stiftet i 2018. Blandt kunderne er L’Oréal, Royal Unibrew, PepsiCo,  Lexus og Moët Hennessy.