Sommerhit eller landeplage – skabt af burgerbrugere

Asbjørn
Jørgensen

Årets sommerhit skal være komponeret af brugerne selv, mener McDonald’s og DDB. Gevinsten er ikke penge, men mulighed for at få sit hit spillet i lokalradioer landet over.

Det handler om “burgerne” og “brugerne” – og kakaomælkens rystede lyd:

Seneste digitale påhit fra DDB og McDonald’s er en klik-selv-musik-mixer på hjemmesiden www.SummerShakeUp.dk, hvor brugerne kan kreere deres eget, personlige sommerhit – “uanset forudgående musikalske forudsætninger”.

Basalt set er der tale om en meget enkel udgave af en musikmixer med et lille udvalg af forudindspillede beats og melodistumper. Ganske få klip, og hittet er mixet, uploadet og publiceret som et “Shake Up”.

Shake-navnet og den nye digitale gimmick er et led i markedsføringen af fastfoodrestaurantkædens nye produkt, Cocio Summer Shake.

Uden præmier, men med hæder i æteren

Ifølge DDB Copenhagen, så er der ikke noget sommerhit uden airplay – radiomediet bliver udnyttet, ved at de bedste burger-bruger-komponerede hits spilles i lokalradioer landet over, som del af McDonald’s-radioreklamer igennem sommeren. Og så kan lytternes smag jo afgøre, om det er et sommerhit eller en landeplage…

Præmier er der ikke derudover:

“Vi har været meget bevidste om ikke at lave et decideret konkurrenceelement; det ser man alt for ofte: At man nærmest køber brugerne til at prøve noget. Det skal være sjovt. Præmien er at blive spillet, og de bedste offentliggøres løbende,” siger Caspar Bock. Han har sammen med Simon Naver stået bag kampagnen som del af det kreative team og er lige nu i Cannes for bl.a. at følge McDonald’s/DDBs bidrag til reklamefestivalen.

Ud over kampagnesitet virker musikmixeren m.v. også som en applikation på McDonald’s Danmarks facebookside. Musikbidderne til sitet er lavet af duoen Anyines.