People Group risikerer aktionærstrid oven på Spellerbergs afgang

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Der er ikke lavet nogen præcis exit-aftale for Spellerbergs aktiesalg i People Group. Jan Duckert kan ikke se noget problem i, at Spellerberg fortsat er medejer.

People Group kan risikere at ende i en aktionærstrid oven på, at Bjarne Spellerberg Orfelt blev fyret med dags varsel før sommerferien. Alternativt kan det ende med, at Bjarne Spellerberg fortsætter som medejer.

Det viser sig nemlig nu – skriver Børsen – at der ikke er nogen præcis tilbagekøbsaftale på de 22 procent af aktierne som Bjarne Spellerberg Orfelt ejer i People Group.

Jan Duckert  siger til Børsen, at der i aftalen er ’en formulering om, at Bjarnes aktier kan købes til markedspris og hvad det så er, det må man jo så finde ud af’. Men der har ikke været nogen kontakt siden Bjarne Spellerbergs aftrædelse.

Det havde været en anden sag, hvis Bjarne Spellerberg var medejer af Wibroe, Duckert & Partners, fortæller Jan Duckert til avisen. Men ejerandelen er i People Group, og han ser ikke noget problem i, at Bjarne Spellerberg beholder aktierne.

Den forhandlingstaktik er Bjarne Spellerberg med på, noterer Børsen. Bjarne Spellerberg siger, at det da ville være interessant at beholde aktierne oven på de “mange spændende ting jeg har været med til at iværksætte”.  (Børsen Mediemarked, p. 8-9).