Spindoktor bliver bureaudirektør

FiG

Radius har fundet sin nye adm. dir. efter, at Christian Wulff Søndergaard gik til et job hos Telenor i Bruxelles.

Radius Kommunikation har været en tur i den politiske verden for at besætte stillingen som ny adm. dir. på bureauet.

Stillingen blev ledig, da Christian Wulff Søndergaard for noget tid siden gik til et job hos Telenor i Bruxelles.

Bureauets nye chef bliver Asbjørn Haugstrup, der samtidig indtræder i virksomhedens ejerkreds. De seneste fire år har han været særlig rådgiver for hhv. Martin Lidegaard og Margrethe Vestager. Før det var han i 11 år direktør og partner i Rostra Kommunikation A/S.

”Jeg glæder mig fantastisk meget til at blive en del af en virksomhed, der er i virkelig god form. Jeg skal koncentrere mig om ledelsesopgaven, og så skal jeg tilføre Radius yderligere kompetencer inden for Public Affairs og i forhold til at betjene det offentlige,” siger Asbjørn Haugstrup og fortsætter:

”Jeg har i de seneste fire år prøvet at arbejde helt tæt på to top-ministre og i tre meget forskellige ministerier. Det har været en tour de force i agenda setting og issues management og givet en dyb forståelse for de vilkår, det offentlige virker under. Alle de erfaringer tager jeg med til Radius’ kunder.”

Radius’ kundebase består for størstedelens vedkommende af private virksomheder og organisationer, og opgaverne er koncentreret om arbejdet med virksomheders omdømme, strategi -og forandringsprojekter, virksomhedshandler, samfundsrelaterede kampagner samt positionering af brands og produkter i markedet.

Radius havde i 2014 et godt år med markant fremgang på både top- og bundlinje.