Spindoktor vender tilbage til bureau

peng

Justitsministerens særlige rådgiver igennem det seneste år returnerer til PR-bureau – men ikke til den post, han forlod.

Sidste efterår tog Peter Goll orlov fra Geelmuyden.Kiese efter at have fungeret som direktør for bureauet gennem en årrække, hvor man voksede fra 5 til over 20 medarbejdere.

Det seneste år har Peter Goll været særlig rådgiver for Justitsminister Morten Bødskov. Nu vender seniorpartneren imidlertid tilbage til bureauet – i en helt ny rolle som nordisk kundedirektør. Udnævnelsen markerer en omfattende nordisk offensiv for Geelmuyden.Kiese, der ifølge en pressemeddelelse er ”Nordens største regionalt-ejede kommunikationshus”.

Den nye nordiske kundedirektør kommer – som titlen lægger op til – til at have sin faste gang i alle tre lande. Men offensiven er ikke kun fysisk, men også verbal, for ifølge Peter Goll spilder virksomheder i Norden alt for mange penge på at hyre forskellige konsulenthuse til at lave forskellige strategier i hvert af de nordiske lande.

”Vi må bare konstatere, at der i dag ikke er nogen på markedet, som kan levere et integreret nordisk fokus på tværs af brancher, og det vil vi lave om på via erfaringen og metoden til at arbejde på tværs af landegrænserne i Norden,” siger Peter Goll.

Ud over den nordiske satsning bliver det også et selvstændigt mål at udvikle strategier, som kan implementeres på tværs af kanaler.

”I dag er det ikke usædvanligt, at den samme virksomhed har én strategi for PR og én strategi for reklame i for eksempel Norge, men en anden strategi for samme områder i Danmark og Sverige. Bare for reklame og PR giver det jo seks forskellige strategier i et område, hvor der for det første bor blot 20 millioner mennesker, og hvor folk for det andet ligner hinanden meget. Det kan vi gøre meget mere effektivt,” siger Maria Steno, der er adm. direktør for Geelmuyden.Kiese i Danmark.