Spoiled Milk har fundet anderledes måde at tjene penge på

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet har stået bag udviklingen af et globalt projekt for legetøjsgiganten, Toys’R’us, hvor man både udvikler, repræsenterer indholdsrettigheder og drifter platformen.

Toys’R’us er ikke bare en stor kunde hos det dansk-stiftede bureau, Spoiled Milk. Det er også en kunde, der repræsenterer en anderledes indtjeningsmodel for bureauet.

Man har kort sagt taget et større ansvar – og risiko – men det betyder også, at der er potentiale til både bonus og en løbende indtægtsstrøm efter, at udviklingsarbejdet er færdigt.

“Man kan godt sige, at vi har kastet os lidt tilbage i iværksætteriet med dette projekt,” siger Frederik Cordes, der var med til at stifte bureauet for 7 år siden.

I dag er bureauet svensk-ejet og har kontorer syv forskellige steder i verden. Samarbejdet med den amerikanske legetøjsgigant foregår gennem det globale hovedkontor i New Jersey, USA, og projektleverancen er en komplet app-store til Tabeo, der er en tablet til børn udformet af Toys’R’us.

“Toys’R’us havde tidligere lanceret en tablet, som man solgte. Men indholdet var en række gratis og primitive spil, så det var et lidt magert produkt at sælge for 1000 kr. stykket. Toys’R’us ville derfor gerne have et langt mere helstøbt produkt, hvor de i højere grad kunne sælge indhold – ikke bare en tablet,” fortæller Frederik Cordes og fortsætter:

“Vores fordel er, at vores selskab i Irland besidder en lang række rettigheder, som vi har kunnet bringe ind i arbejdet med at opgradere Tabeo. Det betyder, at vi har placeret os imellem indholdsudbyderen og oplevelsesudbyderen. Vi fremskaffer indholdet, designer oplevelsen og driver platformen.”

Toys’R’us har betalt Spoiled Milk et honorar for udviklingen, men det bliver først virkelig interessant for Spoiled Milk, hvis produktet også bliver en kommerciel succes.

“Vi har skullet investere i udviklingen af hele projektet og løbe en risiko. På den måde er vi vendt lidt tilbage til iværksætteriet. Det har været et stort projekt, der har involveret de fleste af vores 7 kontorer. Men da markedet for Tabeo er globalt, var der også tale om en betragtelig gulerod, hvis det lykkedes,” siger Frederik Cordes.

Det er også grunden til, at man har været afventende med at annoncere projektet – man ville godt lige se, hvordan det udviklede sig. Men resultaterne ser fine ud nu.

Frederik Cordes fortæller videre, at projektet og forretningsmodellen har givet andre nye kunder – som f.eks. Red Bull via selskabets hovedkontor i Salzburg.

Frederik Cordes karakteriserer Spoiled Milk som et digitalt bureau.

“Vi arbejder med rådgivning, design og udvikling, og det er ikke alle kunder, der passer ind i den forretningsmodel, vi har etableret med Toys’R’us. Derfor har vi også mere traditionelle kundeforhold, og det bliver vi ved med at have. Men vi vil gerne have langsigtede og skalerbare relationer, og her er et eksempel som Toys’R’us interessant,” siger Frederik Cordes.

Han mener, at en partnerskabsmodel som den med Toys’R’us er blevet mulig i takt med at mange på kundesiden i stigende grad vælger at fokusere på at drive deres kerneforretning og samarbejde med uderfrakommende eksperter, når det handler om nye ventures. Dertil kommer, at det open-source baserede Android-marked er blevet modent, hvad angår både software og hardware. At arbejde med en tilsvarende udvikling er ikke mulig inden for Apple-systemet, fordi det er ‘closed source’.

Frederik Cordes var med til at stifte bureauet i 2007. I 2011 blev det solgt til det svenske firma 24mas. I dag er der 7 kontorer rundt om i Europa og USA: København, Zürich, Beograd, Cork (Irland), London, Hamborg og New York.

Ialt er der 60 medarbejdere – heraf en 6-7 stykker i København. Selskabets hovedkontor er nu i Zürich. Frederik Cordes er en del af den øverste ledelse og arbejder ud af København.