Spring/Summer hjælper San Francisco-baseret startup

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det danske bureau står bag en app til en designer-madkasse.

Det er mere eller mindre hver dag, at der dukker en ny app op. Men det er ikke hver dag, at et dansk bureau laver en app for et San Francisco-baseret firma, der er stiftet af en australier og en englænder.

Det danske bureau er Spring/Summer og de to stiftere af Prepd, som den nystartede virksomhed hedder, henvendte sig til det danske bureau på baggrund af en opskriftsapp, som bureauet har lavet for det japanske tøjforma Uniqlo.

Produktet, Prepd Pack, er en moderne madkasse med en integreret app som ”gør det langt nemmere og sjovere at tilberede en sund frokost”.

”Madkassen er en smukt designet kasse, som indeholder et fleksibelt containersystem, køleelementer og magnetisk bestik. Og den tilhørende app har et stort udvalg af sunde frokostretter som asser ind madkassen og de fleksible containere,” siger Robert Thomsen, kreativ direktør hos Spring/Summer.

Spring/Summer har i samarbejde med Prepd skabt brugeroplevelse og design for app’en, og hjulpet med at udvikle Prepd brandet.

Målgruppen for madkassen og app’en er ifølge Robert Thomsen young professionels i de større byer, som enten går ud i byen og spiser en – dyr – frokost eller tager mad med hjemmefra.

”I Danmark har vi en frokostordning på de fleste arbejdspladser, det har man ikke i andre lande. Så Prepd er skabt til folk, der bor i større byer, hvor det er kotyme at gå ud at spise til frokost”, siger Robert Thomsen.

Madkassen koster 59 dollars (ca. 400 kr) og opskrifterne i app’en er lavet i samarbejde med kokke, ernæringseksperter og foodies (slang for en person med en særlig interesse i eller viden om mad, red).

Brugeren kan filtrere opskrifterne og vælge specifikke diæter, sundhedsmål og ingredienser, og opskrifterne passer til det fleksible containersystem, så det er nemt at pakke frokosten ned i madkassen.