Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.
Ditte Grandjean er ikke på bureau, endnu, men studerende i kreativ kommunikation på Danmarks Mediehøjskole. Men hendes hidtidige indsats er ikke gået upåagtet hen: Hun vandt i torsdags Aurora Youngsters og i foråret blev til en Young Creative Circle Award i advertising. Sidstnævnte bragte hendte til Cannes, hvor hun sammen med Simon Kragh, deltog i print-kategorien i Young Lions.
“Som studerende og grøn i den kreative branche håber jeg på en dag at blive dygtig nok til selv at vælge, hvad jeg vil arbejde med. Så vil jeg arbejde for de kunder, der rent faktisk har noget vigtigt på hjerte, som det er relevant for folk at kende til.
Men jeg har ladet mig fortælle, at den slags kunder dukker op med halve eller hele års mellemrum. Og at – mens jeg venter på dem – meget af min tid vil komme til at gå med at løse andre, meget lidt livsforandrende opgaver …
Som hvis nu jeg en dag får til opgave at skulle gøre reklame for den 20. sodavand i rækken af drikbare light-produkter, som har fået navnet Zero, fordi ingen alligevel tror på, at de er light. Hvis jeg så, forudsigeligt nok, ikke kan finde nogle unikke egenskaber ved denne sodavand, må det være mit job – af respekt for dem, der skal glo på mit resultat – at gøre kommunikationen relevant på anden vis.
“Sprite Zero: No sugar, no bullshit” er måske ikke noget vildt indsigtsfuldt payoff. Men konceptet, der fortæller folk, at de er fulde af lort, ville jeg ønske, at jeg havde fundet på. Og jeg håber også, at jeg en dag, ligesom Saatchi og Saatchi, vil formå at føre mine idéer over på samtlige medier – og endda give annoncerne en ny dimension ved at lade læseren selv finde frem til “the truuuuuth”.
Sangene om at “girls fart too, but they’ll try to claim that it’s you” er de eneste radiospots, jeg kender, som har fået alle i et rum til at knække sammen af grin. Og peanutsskålen med klistermærket i bunden, der, når den er tom, spørger: “Do you think the other people washed their hands too?” samt beskeden på toiletspejlet: “Forget the make-up. It’s not your face he’s after” fortæller mig noget om mig selv, som jeg havde glemt, men som jeg pludselig kan grine med over.
Derved bliver budskabet relevant for mig, for jeg er egentlig fuld af lort. Så er Sprite Zero det måske alligevel også. Relevant, altså.”
