Nu står der kreativitet på skemaet i folkeskolen

Peter Engholm
25@mail.dk

Creative Circles formand, Dorte Nielsen, er forfatter og konsulent i kreativitet. Det får næsten 400 skoleelever i Aalborg nu gavn af.

Sidste sommer stoppede Dorte Nielsen som uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation (DMJX) – ikke fordi hun ville holde inde med at undervise i kreativitet, tværtimod: Hendes ambition var, og er, at højne kreativiteten og brede den mere ud.

Dorte Nielsen, der også er Creative Circles formand, var i fredags i DR Nyhederne. Det skyldes, at kreativitets-træning har debuteret på skemaet i Folkeskolen – i form af Mellervangskolen i Aalborg. Her lærer alle klassetrin, samtlige 370 elever, i to timer hver uge både at få mange ideer og at udvælge blandt dem. Målet er at blive bedre at se sammenhænge og til at løse problemer på nye måder.

Se indslaget i DR Nyhederne her.

Lene Hvilsom Larsen, der er skoleleder på Mellervangskolen, siger:

”Vi blev for to år siden en såkaldt profilskole inden for innovation og kreativitet. Og træningen i kreativitet er en ny måde at gøre eleverne motiverede – det giver dem nye redskaber i deres skolearbejde, for de kan bruge kreativiteten i andre fag.”

Kreativitet som fag kan lyde som et fodformet indfald, men er reelt et opgør med den tankegang, der har præget Folkeskolen siden begyndelsen for næsten 200 år siden.

”Lærerens svar er det rigtige. Og det har altid været elevens opgave at gætte sig frem til lærerens svar. Men når vi nu taler om konvergent og divergent tænkning – hvor det i første omgang gælder om at få mange ideer, og ingen af disse er i princippet dårlige – så er der mange muligheder og mange mulige svar,” siger Lene Hvilsom Larsen.

Hun peger på både nære og længere rækkende fordele ved det nye fag på skemaet:

”Eleverne i alle klasser – også specialklasserne – har taget godt imod træningen. Og vi har en forventning om, at vi vil kunne se bedre læse- og regneresultater, fordi vi træner hjernen på en ny måde,” siger Lene Hvilsom Larsen.

Lærerne på Mellervangskolen er selv blevet undervist i kreativitet af Dorte Nielsen, der har en Master of Science in Creativity og er forfatter til flere lærebøger om kreativitet. Hun har hjulpet Mellervangskolen til at få sat faget på skemaet og har også leveret den teori og de øvelser, som eleverne bruger i det nye fag.

”Kreativitet er ikke nådesgave, men noget, vi alle kan træne op. At højne kreativiteten bør ikke kun være for de få udvalgte, men for alle. Vi kan se, at kreativitet bliver stadig mere efterspurgt, ikke kun i Europa, men i hele verden. Og nu har vi så meget forskningsbaseret viden, som vi kan støtte os til, når vi træner færdighederne målrettet,” siger Dorte Nielsen.

Hun tilføjer om undervisningen i Aalborg:

“Når eleverne bliver bevidste om, hvordan de tænker, styrker de deres evne til at generere ideer og at skabe originale og innovative løsninger, hvilket er med til at fremtidssikre dem”.

Om denne fremtidssikring tilføjer skoleleder Lene Hvilsom Larsen:

”Når de unge mennesker senere hen får job, vil virksomhederne gerne se mange ideer, nye produkter og veje inden for en problemstilling. Og så dur det jo ikke, hvis skolen kun har givet eleverne ét svar på hvert spørgsmål.”

Kreativitets-træningen på Mellervangskolen er i første omgang et forsøg, der varer et år.