Stabil udvikling i Yellow Advertising

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Oven på en dyr flytning i 2007 er bureauet tilbage på sporet med en kraftig forøgelse på bundlinjen.

Overskuddet i Yellow Advertising faldt voldsomt i 2007 på grund af en dyr flytning. Det blev der så rettet op på i 2008.

Godt nok ville adm. dir. Anders Lykø Hansen gerne se et større overskud, men resultatet af primær drift steg dog med 125 pct. til godt en mio. kr. oven på en stabil udvikling i bureauets bruttoavance.

“På kundesiden er det tabet af PFA der har kostet lidt på bundlinjen, men som sådan har vi oplevet et stabilt år, og er tilbage på sporet i forhold til 2007”, siger Anders Hansen og udtrykker en rimelig forventning til indeværende år.

“Selvfølgelig mærker vi også, at det spidser til. Men vores kunder – bl.a. de store centre – arbejder rimeligt stabilt, og derfor oplever vi ikke den samme turbulens, som andre bureauer måske mærker”, siger Anders Hansen.

Bureauet har i øvrigt ligget i navnestrid med århusianske Yellow Cock. Her er der foreløbig faldet en afgørelse omkring domænenavnet, hvor Yellow Cock har vundet.

Nøgletal for Yellow Advertising

  • Bruttoavance 17,4 mio. kr. + 6,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 828.571 kr. +7 pct.
  • Lønandel 71 (75)
  • Resultat af primær drift 1,019 mio. kr. +125 pct.

    Bruttoavance er estimeret af Bureaubiz