Starbucks lader kunder designe julekop

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

I år har Starbucks ladet sine kunder stå for designet af årets julekopper, som fra i dag fyldes med julens søde drikke.

Gingerbread Latte skal drikkes af et juleudsmykket rødt papkrus. Sådan er det bare. Starbucks tager i dag hul på julesæsonen med dens søde, krydrede drikke serveret i røde papkrus i stemningsfuldt juledesign.

Designerne bag dette års julekopper er for første gang kaffekædens kunder. Starbucks opfordrede sidste år kunder fra hele verden til at dekorere deres papkrus hjemme og dele billeder af dem på Instagram.

Det blev på otte dage til flere end 1.200 individuelle billeder af designs fra 13 forskellige lande.

”Vi blev overraskede og inspirerede af kundernes kreative kunst. Vi så designs, der var smukke, udtryksfulde og engagerende. Vi indså hurtigt, at der var et potentiale, og vi fik derefter ideen til at lade kunderne skabe udsmykningen til vores røde jule kopper,” fortæller Dena Blevins, der er kreativ direktør i Starbucks.

13 designs blev udvalgt og kan altså fra i dag ses på kopperne i Starbucks’ godt 25.000 kaffebarer i 75 lande.