Byggemarkedskæden Stark har valgt Perfekta PR som nyt kommunikationsbureau til at videreudvikle og styrke kædens kommunikation til de professionelle kunder i byggebranchen.
Stark lancerede for et par måneder siden en ny brandplatform, som Marketsquare stod bag.
Det nye samarbejde med Perfekta PR ligger i naturlig forlængelse af dette arbejde, hvor fokus er at komme endnu tættere på de professionelle håndværkere og understøtte relationen til dem gennem relevante, målrettede og værdiskabende budskaber.
“Vores nye brandplatform handler i høj grad om at gøre Stark mere nærværende, vedkommende og værdifuld for vores professionelle kunder – ikke kun i vores butikker og online, men også i vores kommunikation. Nyhedsbrevet er et vigtigt og ofte undervurderet værktøj til netop det,” siger Mads Aagaard Jensen, head of marketing hos Stark. Han fortsætter:
“Vi har valgt Perfekta PR, fordi de med deres indsigt i byggebranchen forstår både den håndværksfaglige kontekst og det strategiske kommunikationsgreb, der skal til for at skabe engagement hos denne målgruppe.”
Stark vil være kilden til professionel viden
Perfekta PR får til opgave at udvikle relevant indhold til Starks nyhedsbreve og hjemmeside med ambitionen om, at byggemarkedskæden bliver den udførende håndværkers kilde til, hvad der rører sig i branchen, når det kommer til rådgivning, lovgivning og certificeringer samt inspiration og trends.
Det handler om at anvende storytelling til at formidle relevante nyheder med modtagerens behov i centrum, siger adm. direktør i Perfekta PR, Jens Flinker Nørgaard:
”Stark har ambitioner, der rækker langt ud over klassisk kommunikation om priser, tilbud og produkter. De vil være en reel partner for den professionelle håndværker, og det matcher perfekt med vores tilgang til kommunikation, hvor indhold skal skabe værdi, før det skaber salg.”