Stifter vender tilbage til Raffinaderiet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter 5 år i humanitære organisationer bliver Mogens Damgaard nu kreativ direktør i Raffinaderiet – bl.a. klogere på, hvordan man som bureau skal møde kunderne.

Mogens Damgaard stiftede i 1994 sammen med Jens Grauslund Raffinaderiet. Men for fem år siden var der andre ting, der trak i ham, og han besluttede at prøve kræfter med den humanitære branche.

Først som fundraisingchef i Røde Kors og senest som kommunikationschef i Red Barnet og talsmand for Danmarks Indsamling.

Men en gang bureaumand – åbenbart altid bureaumand. I hvert fald vender Mogens Damgaard nu tilbage til Raffinaderiet som kreativ direktør.

“Jeg har haft nogle fantastiske år i Røde Kors, Danmarks Indsamling og Red Barnet. Det giver virkelig mening at arbejde for den gode sag. Samtidig har jeg fået en stor viden om at styre kommunikationen i komplekse og politiske organisationer,” siger Mogens Damgaard og fortsætter:

“Men jeg brænder for kreativ kommunikation – også for at lave den selv. Som kommunikationschef er du mere strategisk og overordnet, og jeg har savnet igen at blive udførende.”

Ud over at have lært noget om humanitære organisationer har han også lært noget om, hvordan man som bureau møder sine kunder.

“Jeg tror, det vigtigste er, at man oplever, at dem man samarbejder med virkelig brænder for opgaven. Man har selv mange bolde i luften, og kæmper med at holde overblikket. Hvis man så oplever bureaufolk, der viser ægte engagement – at dette ikke bare business og en dag på kontoret – så får man den tillid, som er så vigtig for et samarbejde,” siger Mogens Damgaard.

Med tilbagekomsten er han og Jens Grauslund, der har titel af strategisk direktør, igen samlet.

“Jeg er glad for at min gamle legekammerat er kommet hjem efter hans ungdomsoprør i det humanitære. Jeg er helt sikker på, at de organisatoriske og internationale kompetencer Mogens har taget med hjem vil gavne vores kreative arbejde,” siger Jens Grauslund.