En stille undren over annoncørers adfærd over for Den Korte Avis

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Annoncører er i deres gode ret til at placere deres annoncer, som de vil. Det har intet med ytringsfrihed at gøre. Men man kan stille spørgsmål ved det kloge i at blive part i en så polariseret sag.

Pressechefen for rejseselskabet TUI, Nikolaj Johnsen, slog fredag fast på tv, at selskabet har stor respekt for ytringsfriheden – men man ville også godt opretholde retten til at bestemme over selskabets annoncekroner.

Sagen drejer sig om en række annoncørers fravalg af Den Korte Avis – heriblandt TUI, og hans synspunkt kan der selvfølgelig ikke anfægtes noget som helst imod.

Heller ikke en energisk ytringsfriheds-forkæmper som Jacob Mchangama, mener, at man kan tale om ytringsfrihed. Ingen har ret til annoncekroner, og enhver annoncør har ret til at placere sine annoncekroner, som de vil.

Alligevel kan annoncørernes reaktion godt fremkalde en del undren, for det er en hvepserede, de har kastet sig ud i.

Digitalt annoncekøb foregår i dag på en måde, hvor de færreste annoncører ved præcist, hvor deres annoncer ender. De kan foretage nogle generelle fravalg som f.eks. spille- eller pornosider – og de kan sikkert også foretage helt specifikke fravalg. Men det er ikke som i gamle dage, hvor en annoncør havde ganske godt kontrol med, hvor annoncerne endte.

Derfor er det formentlig kommet bag på mange af annoncørerne, at deres annoncer er at finde på Den Korte Avis.

Startede hos Nordea

Det faldt en Nordea-kunde for brystet, og han omtalte det på Nordeas Facebook-side, hvorefter mediemøllen trådte i aktion.

Nordea reagerede hurtigt med at stoppe annonceringen, og siden fulgte en række annoncører.

Det kan dog virke som en automatreaktion.

Godt nok er det ikke uforståeligt, når man kigger på indholdet i Den Korte Avis. Nikolaj Johnsen henviser f.eks. til en artikel om den dræbte betjent i Albertslund, der bruges til endnu et udfald mod islamisering af det danske samfund.

Det har ikke noget med journalistik at gøre, og det fremstår ikke engang som et særlig intelligent indspark i debatten.

Men annoncørerne åbner en ladeport her. Deres annoncer ligger på et hav af forskellige sites, så hvad skal de sige næste gang, de bliver mødt med en reaktion. Og næste gang. Og næste gang.

Skal annoncører kun annoncere i medier, hvor de kan stå inde for det redaktionelle indhold?

Er Den korte Avis fy-fy, mens Ekstra Bladets Nationen er ok?

Mere holdning

Der er en generel tendens til, at annoncører skal have flere holdninger til samfundet – de skal ville noget mere end blot at sælge produkter – og der er nok også derfor, at sagen fænger. Fornylig har man i USA også set Kellogg’s droppe det stærkt konservative medie, Breitbart.

Men der er et spring fra at involvere sig i samfundets udvikling – som f.eks. Call me’s Tal ordentlig – til at gå ind i politisk sprængfarlige emner.

Umiddelbart er det let nok at se drivkraften. Annoncørerne er bange for at blive ramt af en shitstorm, og det er givet en meget sandsynlig risiko.

Men her er der tale om en stærkt polariseret sag, hvor man måske kan tilfredsstille den ene fløj – men risikerer at støde den anden. Det sker f.eks. nu hos Føtex, hvor BT i dag omtaler vrede reaktioner fra kunder over, at man har droppet annoncer hos Den Korte Avis.

Den Korte Avis har da også fået opbakning fra Dansk Folkeparti, der taler om et angreb på ytringsfriheden, hvilket dog må siges at være et stærk besynderligt synspunkt fra et politisk parti. Vil de da til at lave regler for annoncørers disponering af deres annoncebudgetter?

Men det afspejler, at man ikke bare kan afskrive Den Korte Avis som et medie for nogle få fanatikere. De optræder ikke i de officielle læsertal. Men for et par år siden lød det, at de havde rundet en million brugere, og Den Korte Avis har 50.000 likes på Facebook.

Desuden har mediet faktisk fået mediestøtte fra det officielle Danmark.

Politisk pres

Det er sandsynligt, at shitstorm-risikoen er størst fra kritikerne af Den Korte Avis – men det er ikke kun shitstorme, der afgør, om forbrugere reagerer.

Dansk Folkepart repræsenterer hver femte danske vælger, og den kritiske holdning til indvandring har opbakning langt ud i den danske befolkning.

Det har den alt for hadske tone næppe – men derfor kan historien godt ende som det lille medies kamp mod de store annoncører.

Det ligner ikke en situation, hvor linjen er tænkt ordentligt igennem.

Problemet for annoncørerne er, at de risikerer i tiltagende grad at blive taget som gidsler i en mere og mere polariseret debat. Lego oplevede det f.eks. fornylig i England.

Men man kan godt stille spørgsmålet, om det ikke er en ret kortsigtet linje at bøje sig for presset.

Man kan modsat sige, at det ikke er annoncørerne, der skal bestemme, hvilke medier der eksisterer. Vi lever i et land med ytringsfrihed og en fri presse, og så er det forbrugerne, der afgør, hvilke medier, der bliver læst.

Det er godt nok ikke det letteste synspunkt at forfægte, når man bliver angrebet af den ene part i en stærkt polariseret sag.

Spørgsmålet er, om alternativet er bedre.