Klumme mener, at den selvoptagethed, jeg har lagt for dagen i månederne op til min bogudgivelse, nu er gået over i deciderede stjernenykker. Den går hovedrystende rundt og skammer sig på mine vegne.
“Hvordan kan du gøre det?” Spørger den jamrende, når jeg hæmningsløst opretter Facebookgrupper, sender mails rundt til gud og hver mand og henvender mig til næsten fremmede journalister for at gøre opmærksom på min bog. Jeg vil i avisen, jeg vil i morgen-tv, jeg vil i radioen, jeg vil i damebladene, og jeg vil ud på nettet. Jeg vil af med min bog.
Jeg er blevet en linselus.
Det er ikke pænt, det er ikke dannet, det er at overskride alle grænser for almindelig og beskeden opførsel, og jeg ved det godt. Men hvad skal jeg gøre?
Skal jeg sætte sig med hænderne i skødet og lade stå til? Skal jeg vente på at nogen opdager min bog? Skal jeg forlade mig på, at forlaget tager teten? Nej vel? Jeg har brugt hundredvis af timer på at skrive bogen, og nu må jeg bruge hundredvis af timer på at sætte mig selv på spil for at markedsføre den.
Det er ligesom med sponsorater. Først betaler man en million for sponsoratet, derefter skal man betale endnu en million for, at nogen opdager, at man har doneret den første. Og når man ikke har en og da slet ikke to millioner, må man bruge sig selv. Så det gør jeg.
Og heldet følger de tossede. Journalisterne og mange læsere synes, at det er morsomt med en bog om fiasko lige i disse tider.
Her kan jeg afsløre, at det virkelig er held, for bogen har ligget færdig siden sidste juni og bare ventet på, at forlaget synes, den skulle udkomme. Og det måtte vente og vente og vente vel at mærke uden, at nogen kunne ane den kommende finanskrises omfang og styrke. Men nu er bogen altså kommet på gaden samtidig med, at krisen raser på sit højeste.
Og bogen har orkanens vind i ryggen. Folk har fået øjnene op for værdien i at kende fiaskoens psykologi. Og den kan man snuse til i bogen. Det er bestemt ikke noget udtømmende værk, men dog ti kapitler om noget af alt det, der kan gå galt. Og det er tilstrækkeligt til, at DR2 Deadline har dømt den til at blive en bestseller. Læs ordet og smag på det: “Bestseller.” Jeg er i al min selvoptagethed vild med det ord, specielt når det udtales af andre.
Men først man skal bryde de ukendtes forbandelse. Et hurtigt “storecheck” hos en række velassorterede boghandler lover ikke for godt. Det har været som at være marmeladeproducent og finde sine glas på nederste hylde og konkurrenternes i øjenhøjde. Der står et par eksemplarer af bogen på hylden med managementlitteratur.
OG DET ER IKKE NOGEN MANEGEMENTBOG. Det er en anti-managementbog. Det er en bog om mennesker på arbejde. Hvilket de fleste vel kan forholde sig til, så mange arbejdsløse er der trods alt ikke.
Læserne må undskylde mit utidige udbrud, men jeg havde forestillet mig store stabler af bogen lige inden for døren i en hvilken som helst boglade. Det virker så fattigt at gå ned i kælderen og hen til den bagerste hylde og se to sølle eksemplarer stå der med deres beskedne ryg og vente på at blive efterspurgt af en energisk kunde. Ikke mindst når man ved bare en lille smule om effektiviteten af push- og pullstrategier. Suk.
Jeg skal straks indrømme, at jeg vendte bøgerne om, så de stod med facaden udad foran de udvalgte titler, som boghandleren havde fundet mere værdige til eksponering. Klumme kalder det space-management-selvtægt. Jeg er ligeglad og kun ked af, at jeg ikke har tid til at komme rundt i flere butikker.
Og det nytter ikke noget, at Gyldendal fortæller mig, at min bog er den bedst sælgende på gyldendalbusiness.dk. Jeg vil se mig selv i en stor udstilling i butikkerne.
Og hvorfor ikke? Bogen har ganske vist ikke været i Markedsføring (al forladt), men dog to gange i både Weekendavisen og Børsen. Og i så forskellige media som CV, Femina og DR2 Deadline. På K-forum, Lederweb, Mediawatch, JP radio og Bureaubiz. Og den kommer på P1, i Cosmopolitan, Moment, Protokol og flere andre publikationer i den nærmeste tid. Hvor kendt skal den være for at få en udstilling?
Til det kan mit mere velovervejede jeg svare: Rigtig kendt. For indtil videre har bogen kun fået rosende ord med på vejen af anmelderne, og læserne føler sig både ramt og underholdt, men det er ikke nok. Der skal en lavine af opmærksomhed til for at få boghandlerne op af stolen.
Om, jeg lykkes med det, er overordentligt uvist, men meget kan man sige om mig – og det er man velkommen til – men min ihærdighed og mangel på blufærdighed kan man ikke tage fra mig, så jeg fortsætter min kamp om hyldemeterne ligesom alle andre annoncører. Man skal bare vænne sig til selv at være produktet. Det giver en anden form for interesse i processen, kan jeg afsløre.
Og inden mine urimelige ambitioner løber af med mig, vil jeg gerne sige rigtig mange tak for alle de velvillige og opmuntrende tilråb på min Facebook-profil og på min facebookgruppe. “Den stensikre vej til fiasko”, hvor man kan læse uddrag af bogen. Det er den moderne form for sampling. Og sådan kan jeg blive ved, men det bliver ved en anden lejlighed.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun arbejder i dag som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. Før det var hun kommunikationschef i Kuwait Petroleum.
