Stor kunde til Starcom

peng

Med et budget på næsten 3,5 mia. kr. er det måske i orden at opgradere vendingen ”stor kunde” og forvente en afsmittende effekt på de enkelte kontorer.

Medicinalkoncernen Novartis har valgt Starcom som mediabureauet, der skal håndtere det 600 mio. dollar – 3,420 mia. kr. i dagens kurs – globale budget.

AdAge beretter om en konkurrence, der blev skudt i gang allerede i foråret, mellem Starcom, Initiative og Novartis’ hidtidige bureau, MEC.

Starcom skal håndtere Novartis-budgettet i USA, og i resten af verden vil det blive håndteret af både Starcom- og Mediavest-kontorer.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Claus Dalgaard, adm. direktør i Starcom i Danmark, men der er formodentlig også tale om en betydelig kunde for det danske kontor. Novartis er ifølge AdAge-DataCenter blandt klodens 100 største annoncører.

Novartis er således en fjer i hatten for den danske del af VivaKi, der består af Starcom og ZenithOptimedia – sidstnævnte måtte for nylig sige farvel til L’Oreal i Norden.

Til gengæld har der været længere mellem fjerene for MEC – på nordamerikansk plan, vel at mærke. AdAge nævner, at Novartis er det andet store tab for MEC i løbet af få dage. Efter tidligere at have tabt Pizza Hut og Activision måtte MEC i sidste uge vinke farvel til Toys ‘R’ Us – fire budgetter, der runder én milliard dollar.

I Norden styres Activision Blizzard uforandret fra MEC Danmark.