Speciality Food & Beverage Nordic, som står bag Dorset brandet i Skandinavien, har valgt Fireball som partner til at opbygge “væsentlige markedspositioner” for brandet i Sverige, Norge og Danmark.
Dorset er det største müsli-brand i Storbritannien og sælges i 70 lande. Formålet med at vælge nyt bureau er at “stå stærkt på hylderne”.
“Den skandinaviske dagligvarehandel har et ry for at være blandt de sværeste at arbejde med set fra et brand- og leverandørsynspunkt. Så det har været afgørende for os at finde en partner, som kan hjælpe os med netop disse udfordringer. Vi skal sikre os, at vi kommer til at stå stærkt på hylderne, og her er Fireballs filosofi om ‘branding fra hylden og ud’ rigtig for os”, siger Poul Skarra, der er adm. direktør i Speciality Food & Beverage.
Firmaet har base i Sverige, der ventes at blive det største marked i Dorset’s skandinaviske salg. På trods af dette har firmaet alligevel valgt en dansk bureaupartner. I Danmark sælges Dorset Müsli bl.a. i Irma, Føtex og Magasin Mad&Vin.
Hos Fireball vil direktør og partner, Anthony Aconis, søge at undgå de instinktive løsninger:
“Produktet ligger i den dyrere ende, og man kan hurtigt havne i prisfælden, når mærket skal etableres på nye markeder – det er bl.a. det, vi skal hjælpe Dorset med at undgå. Det er essentielt, at prisen ikke bliver den eneste eller væsentligste parameter at aktivere brandet med. Dorset er et produkt i særklasse, både selve müsliens kvalitet, smagsvarianterne, emballagen og brandets filosofi. Mange ville instinktivt gå direkte til massekommunikationen for at etablere mærket, men vi forventer at kunne komme meget langt uden – vi skal i første omgang folde produktet ud i de eksisterende kontaktpunkter og aktivere disse, ikke mindst i butikken”, siger Anthony Aconis.
Den første opgave, Dorset og Fireball samarbejder om, er at sikre den fulde distribution i ICAs butikker, efter at produktet nu er indmeldt på centrallageret, hvorefter fokus rettes mod shopperen.