Store følelser giver teleselskab viralt hit

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Er danskere for blufærdige til de store følelser? Thailandsk film bekræfter, at de i hvert fald virker viralt.

“Vi er bange for de store følelser,” konstaterede Hanne Feldthus i en klumme for en god måneds tid siden i forbindelse med diskussionen om Den Nye Danske Kreativitet.

“De følelser som rydder vinderfeltet i Cannes, og de følelser, som i følge en undersøgelse, Science of Sharing, offentliggjort af den globale teknologivirksomhed Unruly øger chancerne for at forbrugerne har lyst til at dele, hvad de ser med andre betragteligt,” skrev hun. (Læs mere her)

Og som et ekko af det, kan man se den mest delte film i den sidste måned på Viral Video Chart fra netop Unruly: en thailandsk reklamefilm for Tele- og kommunikations-selskabet, True Corporation.

Med pay-off’en “Giving is the best communication” fortælles en historie om en lille dreng, der bliver fanget i at stjæle. Men det er for at hjælpe hans syge mor og en restauratør forbarmer sig over ham og betaler for varerne samt giver ham lidt suppe.

30 år senere får drengen så lejlighed til at hjælpe tilbage.

“Historien rummer en arketypisk medmennneskelighed, og tallene bekræfter, hvad der får os til at dele,” siger Hanne Feldthus.

Den har opnået næsten 12 mio. visninger og 1,1 mio. delinger – og langt det meste buzz er på engelsk.

Brandet er TrueMove, der er selskabets mobil-selskab, og bureauet angives til at være ‘inhouse’.

Se den – og prøv at lade følelserne regere.