Nu også en god nyhed for Danske Bank

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Men desværre serveret samme dag som endnu en dårlig nyhed. Den gode nyhed er, at Danske Bank har få kundeklager.

Faktisk er der to gode nyheder for Danske Bank og så en dårlig.

I dag har Danske Bank offentliggjort sit regnskab, som er lidt bedre end forventet.

Samtidig fortæller Jyllands-Posten, at Danske Bank har få kundeklager i forhold til deres størrelse.

66 Danske Bank kunder har klaget over banken til Pengeinstitutankenævnet. Og det samme antal har klaget over Nordea.

For Danske Bank, der har en balance på 2.426.689  mio. kroner, svarer det til at andelen af klager udgør 0,0027.

Nordea har en balance på 765.420 mio. kroner og i forhold til deres balance er andelen af klager oppe på 0,0086.

Kim Valentin, der er privatøkonomisk rådgiver siger til Jyllands-Posten, at han kun har rosende ord til overs over for Danske Banks behandling af deres kunder.

Og så til den dårlige nyhed, som man i dag kan læse i dag i Børsen:  Danske Bank er kun den tredje bedste bank i Danmark, efter de svenske banker Nordea og SEB, hvis man spørger de 80 største virksomheder i Danmark.

Det viser en undersøgelse , som bankerne selv står bag og som er foretaget af analysehuset Prospera.

Og det er et stort problem for Danske Bank ikke at være bedst på egen hjemmebane i forhold til erhvervslivet.

For ifølge senior executive vice president Anne Eberhard, er det vigtigt for banken at være nummer et bank på hjemmemarkedet i forhold til erhvervskunderne:

”Vi ser meget alvorligt på det her. Vi taler med vores kunder om det og prøver at afdække , hvor vi skal være dygtigere. Det er ret vigtigt for os at være den bedste og skabe værdi for vores kunder.

Også analytikerne ser et problem for Danske Bank, at de bliver overgået på det danske marked:

Bl.a. siger bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank til Børsen:

”Danske Bank kan selvfølgelig ikke være tilfreds med at være efter Nordea go SEB hele vejen. Danske Banks egen målsætning er jo at være i top tre af de seks store nordiske banker. Og så er det alt andet lige et skidt udgangspunkt at være nummer tre i Danmark. Hvis Danske Bank skal kunne følge med i Norden, så skal de selvfølgelig give de andre baghjul i Danmark”.

I undersøgelsen måles bankerne på en lang række parametre og Danske Bank ligger nr. tre på flere af dem. Bl.a. overordnet performance, forståelse af bankbehov, kompetence på de finansielle markeder og serviceniveau.

Kun på parametrene cash management og interest rate swaps klarer banken sig bedst.

Ifølge Børsen er undersøgelsen bredt anerkendt og bruges af bankerne til at måle deres indsats overfor erhvervskunderne (Børsen,  forside og p. 6-7).