J-dagen er en af de mest fantastiske markedsførings-events i den danske marketingverden. Skabt i 80-erne i et samarbejde mellem daværende marketingchef på Tuborg, Thomas Tingstrup og Wibroe, Duckert & Partners.
Mange gange har man skabt opmærksomhed om arrangementet med provokerende og falske historier, der er blevet slugt af dagspressen.
Denne gang ser man dog ud til at være blevet ramt af virkeligheden: stormen.
Den har forrettet skader i et pakkelager i Fredericia.
»En del af vores plukkekraner i Fredericia har på grund af stormskader ikke kunnet pakket kundeordrer«, siger Jens Bekke, kommunikationsdirektør i Carlsberg, til Politiken.
Konsekvensen er, at 49 lastbiler med leverancer til butikker og udskænkningssteder, primært i Jylland og på Fyn, ikke er kommet ud på vejene som planlagt – og J-dagen foregår på fredag.
Men nu lover kommunikationsdirektør i Carlsberg Jens Bekke over for Ritzau Finans, at J-dagen nok skal blive reddet. Carlsberg har fået maskinerne til at virke.
“Vi skubber hele tiden leveringer foran os, men alt skulle kunne nås, med de initiativer som Carlsberg har lavet. Der er lukket for hasteordrer og ekstra leveringer af de gyldne dråber – julebryggen – og de kunder med J-dags-arrangementer er prioriteret, men der må ikke gået noget som helst galt,” siger Jens Bekke.
Det kan være, at kunder uden J-dags-arrangementer må undvære julebryg til lørdag.
/ritzau/FINANS