Stort budget skifter mediabureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Maxus er blevet fordoblet i løbet af 2015 – og sluttede året med at vinde en af de store skalpe.

I december kunne Maxus prale med dels at have vundet Pandora i Danmark – dels med flere nye kunder i 2015. Nu kan man så føje en af de større skalpe til listen.

For tre år siden skiftede Dong Energy fra OMD til Aegis. Men resultatet af den pitch, som selskabet har gennemført i den sidste del af 2015 blev, at Dong Energy fremover vil samarbejde med Maxus.

“Det er en utrolig spændende opgave, der går på tværs af BtB, BtC og Corporate Image markedsføring. Så det kræver virkelig at der orkestreres på tværs og spilles på alle strategiske tangenter,” siger adm. dir. Kristian Bæk-Mikkelsen, Maxus.

Han kom til som ny direktør i starten af 2015 og kan glæde sig over en betydelig fremgang. Bureauet er kort sagt blevet dobbelt så stort i løbet af 2015.

“For Maxus afrunder Dong Energy et utrolig begivenhedsrigt år med en enorm vækst, ny vision, en fordobling af medarbejderstaben og mange nye kunder,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og fortsætter:

Vi er nu 42 medarbejdere inklusiv trainees og studerende. Jeg regner med vi skal ud og finde nye medarbejdere i første kvartal som konsekvens af den generelle vækst – ikke mindst Dong og Pandora.”