Stort fusionsbureau har fundet sit navn

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De to WPP-bureauer Burson-Marsteller og Hill+Knowlton har nu fundet på et navn til bureauet, der afspejler hvilket område, de vil fokusere på fremover.

For et halvt år siden fusionerede de to WPP-bureauer Burson-Marsteller og Hill+Knowlton på det danske marked.

Fusionsbureauet fik det midlertidige navn: HK-BM, men nu kan man offentliggøre det nye navn. Det bliver Halo (udtales: hæ-lo).

Nogle kunne måske godt foranlediges til at tro, at det er en smart måde at skrive hallo på; andre har måske helt styr på, hvad det betyder.

Det havde denne forfatter ikke, erkender jeg blankt, så jeg måtte spørge Nikolaj Buchardt, der blev adm. direktør ved fusionen efter at have haft samme titel hos Burson-Marsteller.

“Halo er en ring eller nærmere en glorie, f.eks. rundt om solen. Med det navn signalerer vi, at vi er et positioneringsbureau. Men vi fokuserer i vores strategi på at arbejde med adfærdspsykologi og her er halo-effekten et begreb. Derfor har vi valgt Halo som vores nye navn.”

Som meldt ud ved fusionen vil man bygge på de stærkeste kompetencer fra begge bureauer. Og det er ifølge Nikolaj Buchardt kampagner og integreret eksekvering fra Hill + Knowlton og corporate kommunikation, public affairs og krisekommunikation fra Burson Marsteller.

Og så vil man altså fokusere kraftigt på adfærdspsykologi og i den forbindelse har man ansat 5 nye medarbejdere, mens andre medarbejdere er stoppet i forbindelse med fusionen.

To af de nyankomne er Daniel Kern, der får ansvaret for projektledelse af kampagner samt Jakob Rachmanski, der er cand.phil. og som kommer fra en stilling som adfærdsspecialist i Adfærdshuset. Han er desuden tilknyttet Institut for Fremtidsforskning og har skrevet flere bøger om adfærdspsykologi.

Daniel Kern

Jakob Rachmanski

Bureauet er nu oppe på godt 20 medarbejdere og Nikolaj Buchardt forventer, at der vil blive ansat flere med tiden.