Stort køkkenbrand skifter mediabureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kvik har foretaget et overraskende valg – det europæiske budget flyttes fra et enkeltstående mediabureau til en gruppe.

Kvik Køkkener har valgt at skifte mediabureau. Hidtil har man samarbejdet med PHD, men den nye partner er ikke blevet et tilsvarende bureaubrand.

I stedet hedder Kviks nye mediabureau GroupM. Vel og mærke i Aarhus, hvor gruppen de seneste 6 måneder har arbejdet på at opbygge en enhed under GroupM.

”Vi har valgt ny partner for at sikre fuld effekt af væsentlig øgede investeringer i marketing. Vi har i GroupM fundet en front-runner på især det digitale – dette har allerede nu løftet vores medieeffekt til nyt niveau,” siger marketingdirektør Kasper Granat og fortsætter:

“Vi har forberedt os på offensiven længe med innovation af vores sortiment og koncept. Vi skal nu sammen eksekvere og fortsat udvikle en helt ny omni-channel go-to-market strategi. Digitalt kommer helt sikkert til at fylde endnu mere end i dag, men det inkluderer også traditionelle massemedier, oplevelsen i butik og vores kundedialog.”

Kviks beslutning er truffet efter en tæt dialog med flere mediabureauer, og der er tale om hele det europæiske budget – 8 markeder – så der er tale om en stor kunde.

GroupM har i de senere år opbygget betydelige tværgående kompetencer, og de er blevet så omfangsrige, at man i København har omkring 100 medarbejdere siddende, som arbejder på tværs ved siden af gruppens fire mediabureaubrands.

I Aarhus er størstedelen af de ni medarbejdere specialiseret i datadrevet markedsføring, som selvsagt spiller en stor rolle i det nye samarbejde.

“Dagene, hvor one-size-fits-all strategier var effektive, er talte, og med den teknologi vi har til rådighed, kan vi reelt set styre og optimere digitale kampagner for hver enkelt af Kviks mere end 135 butikker rundt om i Europa. Ud fra data kan vi se, at noget virker et sted, mens noget andet virker et andet sted, og med vores værktøjer har vi mulighed for at reagere på den viden i real tid,” siger Mads Peter Olsen, der er direktør for GroupM One i Aarhus.

GroupMs nordiske chef, Jonas Hemmingsen er selvsagt glad for den nye kunde.

“De har høje ambitioner samt den rette indstilling til udvikling, og sammen har vi en vision for at skabe ikke bare best practice men next practice for retail. Det gælder ikke bare lokalt i Danmark, men internationalt på tværs af alle markeder, som Kvik opererer,” siger Jonas Hemmingsen.