Af Peter Engholm 25@mail.dk

Der er tale om et eventbureau, som har fundet sin nye danske direktør hos Steen & Strøm.

Steen & Strøm gør sig i shoppingcentre – og for tiden også i levering af topfolk til bureaubranchen.

I onsdags skrev Bureaubiz om Ulrik Petersen – den nye direktør for Aagis Media Aarhus, der kommer fra en stilling som center manager hos Steen & Strøm.

Og når det norske oplevelsesbureau Just Cruzin’ Produktion (JCP) nu etablerer datterselskab og kontor i Danmark, sker det under ledelse af den tidligere salgsdirektør hos Steen & Strøm, Christian Koldbech.

Han får hos JCP titel af country manager i Danmark. Ifølge en pressemeddelelse har JCP gennem de senere år været inde i en voldsom vækst, og flere og flere virksomheder ser det skandinaviske marked som ét marked. Derfor ser JCP store muligheder i Danmark med krydsningen af oplevelsesmarkedsføring og traditionel reklame.

Eventbureauet har sin egen eventafdeling, eget reklamebureau samt eget rejsebureau.

“Vi har netop eksekveret en event for et af verdens største legetøjsfirmaer, Hasbro, i mere end 45 Toys’R’Us butikker i Skandinavien. Alle arrangementer fandt sted samme dag i alle lande med udgangspunkt i samme stramme eventkoncept. Denne løsning giver kunden en tæt styring, få kontaktpunkter og fælles evaluering,” siger Christian Koldbech i pressemeddelelsen.

JCP Group har hovedkontor i Oslo samt datterselskaber i Sverige og Danmark. Bureauet beskæftiger i alt ca. 50 medarbejdere, bl.a. Atea, Ikea, Telenor og Microsoft er på kundelisten.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club