Levende billeder via internettet er på vej mod en eksplosion. Udover at man nu kan se tv via smartphones, er mange ny fladskærms-fjernsyn udstyret med muligheden for at gå på nettet, så man kan se tv- og videoklip fra nettet direkte på sin fladskærm.
Ifølge innovationsdirektør hos mediebureauet IUM, Christian Strand, vil det give mange andre end medierne, der allerede har fuld skrue på web-tv, mulighed for at være med:
“I gamle dage skulle man købe en licens for overhovedet at kunne sende tv. I dag er barrieren helt nede og man kan komme langt med et håndholdt kamera”.
Især muligheden for at se internetleveret tv på fladskærme kan blive interessant annoncemæssigt, mens Christian Strand ikke mener, at smartphonen vil blive andet end et supplement til at se fjernsyn på.
Men det bliver ikke på den korte bane, at annoncerne vil tilflyde til streamet tv:
“Det vil gøre paletten endnu bredere, men nu må vi lige se, hvor det lander. Jeg tror, der kommer til at gå rigtig lang tid før vi f.eks. kan bruge streamet tv til andet end et supplement i en reklamekampagne”.
Samtidig er der den udfordring, at producenterne laver hver deres teknologi, og det gør det ikke nemmere:
“Det bremser udviklingen. Og som jeg ser det, mangler man nok at vælge en fælles standard”, siger mediebureaudirektøren til Børsen (Børsen, p. 14).
Softwareudvikling tilbage til Danmark
Zmags, der udvikler software til interaktive kataloger og magasiner på internettet, trækker sin udviklingsafdeling, der har siddet i Boston, tilbage til København.
Årsagen er, at udviklere i Danmark tænker bredere og mere forretningsmæssigt end de amerikanske kolleger, der fokuserer på de nicheopgaver, de hver især har ansvaret for.
Zmags kunder er først og fremmest fra Nordamerika og Europa med tyngden beliggende i Skandinavien, især Danmark (Børsen, p. 38)