Striden mellem BBDO-direktører spidser til

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

BBDO varsler nu modkrav over for ejerne af A Cph, der har stævnet BBDO for kontraktbrud.

BBDO reagerer nu skarpt på den stævning, som ejerne af det BBDO-relaterede bureau, A Cph, har indgivet. Reaktionen bliver et modkrav.

“Efter nu at have modtaget og gennemlæst stævningen fra A Cph kan jeg sige, at der vil fra vores side blive rejst et modkrav af anseelig størrelse,” siger adm. dir. Niels Folmann.

Han ønsker dog ikke at uddybe, hvad baggrunden for modkravet vil være.

Dermed spidser striden til mellem en gruppe personer, der indtil i sommer udgjorde det meste af ledelsen i BBDO.

A Cph fungerede fuldt integreret i BBDO og var en særdeles lukrativ forretning for ejerne bag. Det drejer sig om de to tidligere Atmosphere-ejere, Tobias Smidth-Fibiger og Carsten Vigh, og økonomi-direktør Anders Ertmann. Af de tre er kun Carsten Vigh tilbage i BBDO, og han stopper ved udgangen af året for at flytte til Berlin.

A Cphs ejere beskylder BBDO for kontraktbrud ved at opsige den med kort varsel til udløb d. 30. september i år, og det er grundlag for stævningen.

Tobias Smidth-Fibiger stiller sig uforstående over for modkravet, men siger , at “det må vi forholde os til, hvis og når det kommer.”

Sagen bliver yderligere speget af, at A Cph sammen med Niels Folmann ejer BBDOs produktionsbureau, Fast Forward.