Succes eller fiasko: 775.000 visninger i antifraværs-kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Og der er blevet bestilt næsten 40.000 wake-up calls. Men kommer Godt Du Kom-budskabet ind under huden på målgruppen?

“Det er reklame, der har en funktion – det er super, når det lykkes at skabe en film, der kommunikerer det rigtige, og som forbrugerne synes så godt om, at de vil dele den. Men det er ret sjældent.”

Sådan sagde Claus Moseholm, medstifter af GoViral, forleden til Bureaubiz, da han skulle karakterisere film med viralt potentiale.

Og måske har Envision skabt en sjældenhed for Ministeriet for Børn og Undervisning, der for en uge siden lancerede en anti-fraværskampagne – eller rettere: en tilstedeværelses-kampagne, der på kærlig og glad vis netop hylder nærværet og sammenholdet fremfor at løfte pegefingeren over for pjækkerne.

På en uge er filmens omdrejningspunkt, en musikvideo med Rasmus Bjerg over Rasmus Seebachs “Lidt i fem”-hit, blevet vist 730.000 gange.

“Vi havde måske håbet på 100.000 visninger i løbet af kampagneperioden, men det er gået stærkt. Brugerne har selv lagt filmen op. I starten prøvede vi at kontrollere det for lettere at måle på den, men det er der ingen grund til,” siger Tomas Olesen, kontaktchef i Envision.

Men sidevisninger i sig selv er vel ikke et succes-kriterium?

“Nej, målet er at få temaet på dagsordenen. Og det gør vi indledningsvis med en musikvideo, der varer næsten fire min. 85 pct. af alle, der ser videoen, ser den til ende, og 25 pct. går ind på sitet bagefter. www.godtdukom.dk har på en uge haft over 250.000 besøgende, der har været 775.000 sidevisninger og – nok så væsentligt – i snit bruger de besøgende næsten 6 min. på siden. De er altså ikke bare forbi for at lede efter flere sjove videoer – de dykker rent faktisk ned i problemstillingen og undersøger hvad de selv kan gøre for at arbejde med fraværet på deres skole,” siger Tomas Olesen.

På sitet kan man kan bestille et wake-up call, med uddrag fra kampagnesangen, til én, der trænger til det. Dette antal er lavere mod slutningen af ugen end i begyndelsen. Tomas Olesen forklarer:

“På 3. og 4. dagen nærmede vi os 10.000 opkald pr. dag, så fra 4. dagen blev der indført en række restriktioner for at nedbringe mængden af opkald. I dag var vi “nede” på små 6.000 bestilte wake-up calls. Vi havde håbet at nå 25.000 calls i løbet af hele kampagneperioden, men nåede dette på fire dage,” siger Tomas Olesen, der tilføjer, at foreløbig 14.000 har benyttet sig af kampagnesitets mulighed for at sende en musikvideo, hvor man selv medvirker. Disse videoer er blevet vist ca. 50.000 gange.

Med til at sætte et tema på dagsordenen, i dette tilfælde pjæk i grundskolerne og ungdomsuddannelsernes ældste klasser, hører også medierne. Og det har ifølge Tomas Olesen ligget på forsiden af en række netmedier som dr.dk, berlingske.dk, jp.dk, bt.dk og sågar seoghoer.dk – dertil kommer en række trykte aviser, og på tv har Go’ Morgen Danmark haft pjækkere i studiet.

På et andet succeskriterium har Envision mindre statistik, men føler sig ikke mindre sikker af den grund:

“Vi har en ambition om at få diskuteret problematikken i skolerne. Vi har ikke konkrete tal herpå, men vi kan høre, at rigtig mange lærere har taget temaet op i undervisningen og vist filmen i klassen. Og netop dette er jo helt afgørende for, om kampagnen reelt får en effekt på den enkelte elev – og dermed når målgruppen. Allerede efter en uge kan vi konkludere, at dette er en stor succes,” siger Tomas Olesen.

Buzzanova har stået for seedningen af filmen, og her tøver stifteren Karim Stoumann ikke med at sammenligne med en af klassikerne:

“730.000 visninger på 7 dage – et hurtigere antal filmviews fra danske brugere på en online viral video skal man helt tilbage til den fem år gamle Dynamite surfer for at finde en reelt sammenligning.”