Super Bowl er kriseresistent

Peter Engholm
25@mail.dk

Mens det meste af kloden kigger mod fodbold-VM, har Fox allerede nu solgt 80 pct. af reklamepladsen til næste års Super Bowl.

Flow-tv er erklæret død masser af gange, og seertallene smuldrer – men de store reklamevinduer har vist sig iøjnefaldende krise-resistente.

Fodbold-VM har i den grad fået mega-annoncørerne på banen, så at sige, og nu følger en anden af sportens absolutte topbegivenheder; Super Bowl.

Næste Super Bowl, finalen i amerikansk fodbold, spilles til februar næste år, men allerede nu – i juni – har annoncør-interessen ifølge AdAge været usædvanlig stor for begivenheden.

Således har tv-selskabet Fox på nuværende tidspunkt solgt 80 pct. af sin reklameplads til Super Bowl, og det understreger, at annoncører har rykket endog meget tidligt for at sikre sig de gode pladser i et tv-program, der stadig formår at samle en stor og bred seer-skare..

Mens andre seer-magneter har fået eroderet deres publikum, formåede Super Bowl sidste år at sætte ny seer-rekord med et gennemsnit på 106,5 mio. seere.

Fox tager 2,8-3 mio. dollar for et 30-sekunders spot, og det har ikke afholdt annoncørerne i år. Sidste år havde CBS først solgt 70 pct. af reklamepladsen i september.