Nørgaard Mikkelsen kan nu skrive SuperBest på kundelisten – ikke bare med et strategi-projekt, som de løste i første del af året men med hele tilbudsavis-produktionen.
Det vil placere dagligvarekæden som bureauets største kunde sammen med Matas, og adm. dir. Erik Laumand regner med at skulle ansætte ca. 10 nye medarbejdere som følge af kontrakten.
“Med SuperBest på kundelisten får vi konsolideret vores retail-kompetence og vores katalog-produktion”, siger Erik Laumand.
Opgaven har de sidste fire år ligget hos Andersen & Blæsbjerg og adm. dir. Frank Sørensen, SuperBest siger, at man har været glade for samarbejdet.
“Vi er blevet dygtigere sammen med Andersen & Blæsbjerg, men engang imellem vil man gerne have friske øjne på nogle ting, og vi har erkendt, at vi gør os bedst ved at have alt liggende hos dem, der har tænkt tankerne”, siger Frank Sørensen.
Der kommer dog ikke til at ske en revolution med markedsføringen.
“Nogle steder sker der blot nogle tilretninger, andre steder bliver vi skarpere, og i nogle tilfælde er der så skabt noget helt nyt”, siger Frank Sørensen.
Der er dog udviklet et nyt tv-koncept, som Nørgaard Mikkelsen er gået i gang med. Tilbudsaviserne overtages først fra årsskiftet, og de første produktioner fra Nørgaard Mikkelsen kommer i uge 14.
“Det giver os god tid til at bygge organisationen op, så vi kan sikre de synergier, der skal opnås. Tilbudsaviser er så vigtige for kæderne, at man ikke kan lancere et nyt koncept uden, at det skinner igennem på tilbudsaviserne”, siger Erik Laumand.
Det har ikke været muligt at få en komentar fra Kurt Mousten, adm. direktør i Andersen & Blæsbjerg.