SuperBrugsens hemmelige bureau har fået ny direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det viser sig desuden, at udbryderne fra Grey fik en kunde mere med sig, og at SuperBrugsen spillede en mere aktiv rolle i udbruddet.

Hvad jungletrommerne længe har hævdet er nu sikkert og vist. Tidligere Grey København direktør, Peter Ferslew, er en del af SuperBrugsens nye bureau, Ocean Agency.

Kort før jul er han nemlig indtrådt som bureauets nye administrerende direktør. Han erstatter den tidligere BBDO’er, Lars Kirk, som ellers i første omgang har tegnet det nye bureau.

Ocean Agency er formet på en kerne af tidligere Grey-medarbejdere, der forlod bureauet i sommer i kølvandet på fusionen mellem Grey København og Uncle Grey. Men selvom Coop allerede dengang kunne fortælle, at man flyttede SuperBrugsen, Änglamark og et koncernbudget til det nye bureau, så har der været udpræget tavshed omkring bureauet.

Ingen har ønsket at udtale sig om det, og selv om kilder har udpeget Peter Ferslew som en nøgleperson, så er det først d. 20. december, han officielt bliver nævnt i forbindelse med bureauet i form af en meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor han erstatter Lars Kirk i direktionen.

Desuden er bureauet nu også synlig på en hjemmeside, hvor Peter Ferslew nævnes som adm. dir. og partner.

Lars Kirk har fået titlen som kreativ direktør og partner lige som Anders Baudry. Sidstnævnte er desuden formand for bestyrelsen.

Af hjemmesiden fremgår desuden, at Ocean har fået en Grey-kunde mere med sig, idet også Audi har valgt at samarbejde med bureauet.

Desuden har Coop også lagt en køkkentøjsserie designet af Ole Palsby hos Ocean. Endelig noteres CBS-Simi Executive som kunde.

Hemmelighedsfuldheden omkring Ocean og bl.a. Peter Ferslews rolle har været tilskrevet en problemstilling omkring konkurrence-klausuler. Men rent faktisk har Coop spillet en aktiv rolle i forhold til udbruddet.

Med fusionen mellem Grey København og Uncle Grey var der nemlig udsigt til, at SuperBrugsen ville komme til at ligge på samme bureau som Fakta og grænsehandelsbutikken Calle, der ejes af Fleggaard.

“Tre dagligvarekæder på et relativt lille bureau synes vi var for meget. Og selvom Fakta også er en Coop-kæde, så er det vores opfattelse, at kæderne skal profileres selvstændig og sådan set også konkurrerer med hinanden. Dette var blandt årsagerne til, at vi valgte at flytte SuperBrugsen,” siger informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, Coop.

Ud over Peter Ferslew, Anders Baudry og Lars Kirk finder man Peter Helstrup, Line Bech Nielsen, Lotte Mølbak, Louise Scheibye og Marianne Bloch på Ocean Agency.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Ferslew.